AVIZ

Mange ønsker at deltage i eftersøgning af Filippa

13-årige Filippa forsvundet, 13-årig pige der delte aviser ud er forsvundet
13-årige Filippa forsvundet, 13-årig pige der delte aviser ud er forsvundet (Claus Bech/Ritzau Scanpix)

Sådan lyder det søndag morgen fra den frivillige organisation Missing People, der fortæller, at mange har henvendt sig for at deltage.

Den 13-årige pige forsvandt lørdag, da hun var ved at dele aviser ud i Kirkerup mellem Sørbymagle og Fuglebjerg.

Filippa beskrives som 172 centimeter høj, spinkel af bygning og med langt lyst hår. Hun var desuden iklædt blåt joggingtøj, skrev politiet på Twitter.

Filippas mor skriver i et opslag på Facebook, at familien har brug for al den hjælp, den kan få, så snart politiet giver grønt lys til en civil eftersøgning.

– Vi er klar med to hold tæt på området, så snart der er grønt lys fra politiet, siger Vivian Eriksen, der er presseansvarlig for organisationen Missing People.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har natten igennem arbejdet med de mange henvendelser, det har fået fra offentligheden om den 13-årige Filippa.

Organisationen er i løbende kontakt med politiet, som den venter på grønt lys fra.

Så snart politiet er færdig med sine undersøgelser, er Missing People klar til at lave opslag på sociale medier, så organisationen kan samle så mange frivillige som muligt.

– Vi oplever meget stor opbakning fra folk, som vil deltage, siger Vivian Eriksen.

Missing People er en organisation, der hjælper med at lede efter forsvundne mennesker.

Dens styrke er, siger Vivian Eriksen, at den hurtigt kan samle mange mennesker, som kan hjælpe med eftersøgningen.

Politiet opfordrer samtidig borgere, der bor omkring Sørbymagle og Fuglebjerg om at holde øje og gennemse deres videoovervågning.

Søndag leder politiet fortsat efter Filippa med hunde, mens det også indsamler tekniske spor, skriver de på Twitter.

/ritzau/

Andre læser også