AVIZ

Mand sårer flere i knivangreb i fitnesscenter i Tyskland

APTOPIX Germany Attack
APTOPIX Germany Attack (Christoph Reichwein/Ritzau Scanpix)

Mindst fire mennesker er alvorligt såret i et knivangreb i et fitnesscenter i den tyske by Duisburg. Det oplyser tysk politi på Twitter.

Ifølge tv-stationen WDR er specialstyrker og over 100 politifolk tirsdag aften sat ind i jagten på den formodede gerningsmand eller gerningsmænd.

Mindst to politihelikoptere er i luften over Duisburg. Et område i den centrale del af byen er spærret af.

Politiet fik et alarmopkald omkring klokken 17.40 fra fitnesscenteret. Her fremgik det, at en mand havde angrebet flere personer, skriver mediet WAZ.

WAZ erfarer, at tre er såret efter at være blevet angrebet med kniv og machete. Denne oplysning er ikke umiddelbart bekræftet af tysk politi.

De sårede modtager behandling på et hospital i byen, meddeler politiet til nyhedsbureauet dpa.

Politiet siger videre, at der var “mindst” én gerningsmand bag angrebet. Vedkommende brugte et stikvåben eller lignende, oplyser politiet.

Motivet bag angrebet er endnu ukendt.

Duisburg ligger omkring 70 kilometer nord for Köln.

/ritzau/

Andre læser også