AVIZ

Mærsk udbetaler 76 milliarder til aktionærer efter rekord

Når det regner på A.P. Møller-Mærsk, drypper det i særdeleshed også på aktionærerne.

I koncernens regnskab fremgår det således, at der udbetales 76 milliarder kroner i udbytte.

Det svarer til 4300 kroner per aktie, hvilket er en væsentlig forbedring fra foregående år. Her blev der udbetalt 2500 kroner per aktie.

Onsdag har Mærsk løftet sløret for det endelige resultat for 2022, som endte med et rekordhøjt overskud på mere end 200 milliarder kroner.

Derfor er det heller ikke overraskende, at udbyttet følger med op. De to ting hænger nemlig uløseligt sammen, siger senioranalytiker hos Sydbank Mikkel Emil Jensen.

– Udbyttet er et vidnesbyrd om den ekstreme indtjening i 2022, siger han.

Den danske rederikoncern har en politik om, at der udbetales en vis andel af indtjeningen hvert år.

Det samlede udbytte er ikke tidligere set højere for Mærsk, fortæller analytikeren.

– Det er både rekord for Mærsk og dansk erhvervshistorie, at der udbetales så meget på et enkelt regnskabsår, siger han.

Mærsk gentager desuden målsætningen om at gennemføre et aktietilbagekøb på knap 21 milliarder kroner i løbet af 2023.

Selskaber køber nogle gange sine egne aktier for at understøtte aktiekursen.

De købte aktier kan på den måde ikke handles længere, og det mindsker antallet af tilgængelige aktier i markedet. Det vil alt andet lige drive aktiekursen op, da selskabets markedsværdi skal spredes ud på færre aktier.

/ritzau/

Andre læser også