AVIZ

Madspild bekæmpes til søs

Mad til overs på færgerne skal helst ikke gå til spilde. Derfor har Molslinjen indgået et samarbejde med madspildsapp'en Too Good To Go.
Mad til overs på færgerne skal helst ikke gå til spilde. Derfor har Molslinjen indgået et samarbejde med madspildsapp'en Too Good To Go.

Pressemeddelelse

22.2.2023 09:16:35 CET | Molslinjen A/S

Molslinjens hurtigfærger på Kattegat er nu tilmeldt madspildsordningen Too Good To Go. Det betyder, at færgerejsende på dagens sidste afgange mod Aarhus har mulighed for at købe mad med hjem fra færgernes restaurant, diner og kaffebar.

”Vi har et stort udvalg af mad ombord, fordi vi gerne vil kunne tilbyde et varieret udbud til de mange gæster. Men så stor omsætning af mad giver også en risiko for, at vi kommer til at lave for meget. Og da vi meget nødigt vil smide mad ud, så giver vi nu gæsterne denne mulighed”, forklarer Molslinjens kommercielle direktør, Jesper Skovgaard.

Molslinjen transporterer cirka 3,5 millioner gæster over Kattegat hvert år. Det betyder, at rederiets kokke skal producere og anrette rigtigt mange måltider hver eneste dag.

”Vi arbejder fokuseret og investerer store beløb i at mindske vores aftryk på planeten. Og her er et område, hvor vi kan gøre noget meget praktisk, som også har en helt praktisk værdi for gæsterne og os”, siger Jesper Skovgaard.

Overskudsmaden kan købes gennem madspildsappen Too Good To Go, som vil udbyde mad i “lykkeposer” fra hver af færgernes tre madsteder MOLLY’s DINER, RESTAURANTEN og BARISTA’s COFFEE SHOP.

“Vi er utrolig glade for det nye samarbejde med Molslinjen. Samarbejdet bliver samtidig bevis på, at Too Good To Gos madspildsløsning både fungerer til lands og til vands. Det håber jeg, at mange af de færgerejsende vil få glæde af,” siger landedirektør hos Too Good To Go, Heidi Boye.

Posen med mad koster 39 kroner, og kan indeholde alt fra croissanter til sandwich eller salater. Muligheden for at købe færgemad med hjem begynder fra i dag onsdag den 22. februar og kan benyttes på Express 2, Express 3 og Express 4 på hver færges sidste afgang mod Aarhus.

Andre læser også