AVIZ

Mäders dødsfald får holdet til at trække sig i Schweiz

FILES-CYCLING-TOUR DE SUISSE
FILES-CYCLING-TOUR DE SUISSE (Dario Belingheri/Ritzau Scanpix)

Det meddeler holdet på Twitter.

Dermed udgår danske Johan Price-Pejtersen også af løbet, da han var holdkammerat med Gino Mäder hos Bahrain Victorious.

Det tragiske dødsfald betød, at fredagens etape blev aflyst, og i stedet kørte alle holdene en kort mindeetape for den afdøde schweizer.

Der resterer to etaper af løbet, som føres af danske Mattias Skjelmose.

Lørdag skal feltet forcere en lille håndfuld bjerge, inden løbet afsluttes med en enkeltstart søndag.

26-årige Mäder kørte torsdag ud over en vejside på en nedkørsel fra et bjerg på 5. etape af Schweiz Rundt. Han landede i noget vand og var ikke til at komme i kontakt med. Han måtte derfor genoplives på stedet.

Herefter blev han fløjet på hospitalet, men fredag middag døde han af sine kvæstelser, meddelte Bahrain Victorious.

Også Magnus Sheffield fra Ineos-holdet styrtede på nedkørslen, og det fik stjernen Remco Evenepoel til at kritisere ruten.

– Mens en afslutning på toppen sagtens havde kunnet lade sig gøre, så var det ikke en god beslutning at lade os slutte ned ad denne farlige nedkørsel, skrev Evenepoel torsdag på Twitter.

Gino Mäders højdepunkter i den korte karriere var en etapesejr i Giro d’Italia i 2021, og samme år vandt han ungdomstrøjen i Vuelta a España.

/ritzau/

Andre læser også