Det kommer, efter at Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, har udløst vrede i forbindelse med kommentarer om Europas afhængighed af USA og unionens relation til Kina og Taiwan.
Macron udtrykte i et interview, at EU bør reducere sin afhængighed af USA for i stedet at blive en såkaldt “tredje pol” side om side med supermagterne Kina og USA.
Det faldt ikke i god jord hos især østeuropæiske politikere og diplomater, som set i lyset af Ruslands invasion af Ukraine ser USA som en nøglepartner.
Den franske præsident udtrykte også, at EU bør være varsom med at blive indblandet i spændinger mellem Taiwan og Kina, der er ifølge præsidenten er drevet af det, han i interviewet kalder “amerikansk rytme og en kinesisk overreaktion”.
Macrons kommentarer blev givet i et interview til den franske avis Les Echos og nyhedsmediet Politico og blev offentliggjort søndag. Præsidenten har givet interviewet i forbindelse med en tur til Kina.
Også formand for EU-Kommissionen, Ursula von der Leyen, deltog på turen.
Rejsen til Kina skulle vise europæisk samhørighed over for Kina, men endte med at udstille uenighederne indenfor EU.
Fra den tjekkiske udenrigsminister, Jan Lipavsky, lyder det, at stærke transatlantiske relationer er fundamentet for den europæiske sikkerhed.
– Europa må investere mere i sin egen sikkerhed, men jeg ser det ikke som en hindring eller en begrænsning for samarbejde med USA, lyder det fra Jan Lipavsky, der udtaler sig via en talsperson.
Macrons holdninger er ikke nye, men offentliggørelsen af dem falder på et ubelejligt tidspunkt.
Kina har de seneste dage udført en militærøvelse nær Taiwan, hvilket ifølge nogle har øget spændingerne i regionen.
/ritzau/Reuters
Andre læser også