AVIZ

Machu Picchu åbner igen for turister efter uro i Peru

(Carolina Paucar/Ritzau Scanpix)
(Carolina Paucar/Ritzau Scanpix)

418 turister blev i slutningen af januar reddet ud af byen, efter at en vandrerute dertil blev lukket.

Protesterne i landet er affødt af afsættelsen og fængslingen af den tidligere præsident Pedro Castillo i december.

Selv om protester og vejblokader i landet fortsætter, har det været relativt roligt de seneste dage.

Genåbningen af Machu Picchu kommer efter en aftale indgået mellem turistvirksomheder, myndigheder og lokale ledere, som garanterer for sikkerheden og mulighed for transport til området.

Adskillelige mennesker har mistet livet i forbindelse med sammenstød mellem demonstranter og politiet i Peru.

Perus politiske krise tog for alvor til i december, da landets daværende præsident, Pedro Castillo, forsøgte at opløse landets kongres, kort inden den skulle stemme om, hvorvidt der skulle rejses en rigsretssag mod ham.

Det lykkedes dog ikke, og i stedet for at redde sit politiske liv landede Castillo i en fængselscelle, hvor han indtil videre er blevet dømt til at skulle sidde varetægtsfængslet i hvert fald det næste halvandet år.

Præsidentembedet blev overtaget af hans vicepræsident, Dina Boluarte.

Men det huer ikke de peruanske demonstranter. De har siden hendes indsættelse været på gaden, hvor de har krævet, at Castillo løslades fra fængslet, og at Boluarte træder tilbage.

Meldinger har tidligere lydt, at krisen i Peru har skabt knaphed på forskellige varer, herunder mad og benzin. Det har fået priserne til at stige yderligere.

/ritzau/Reuters

Andre læser også