Det venstreorienterede parti Syriza, der ledes af tidligere premierminister Alexis Tsipras, står ifølge samme måling til at få mellem 25 og 29 procent.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Valgets tredjestørste parti ser ud til at blive det socialdemokratiske Pasok, der står til at få mellem 9,5 og 12,5 procent af stemmerne.
Dernæst følger det kommunistiske KKE med 6-8 procent.
Seks analyseinstitutter står bag den fælles måling.
Ændringer i de græske valgregler betyder, at det på forhånd var ventet, at intet parti ville få et absolut flertal.
Det parti, der får flest stemmer ved søndagens valg, kan enten forsøge at danne en koalitionsregering eller gå til anden og afgørende valgrunde. I den runde skal et parti eller en valgalliance have mindst 50 procent af stemmerne for at vinde.
Ingen af de tre største partier har i løbet af valgkampen vist stor vilje til samarbejde.
Derfor anses det for sandsynligt, at der kommer endnu en valgrunde i begyndelsen af juli, skriver den græske avis Kathimerini.
Særligt økonomien har været i fokus i valgkampen.
Grækenlands 55-årige premierminister, Kyriakos Mitsotakis, opfordrede på valgdagen de græske vælgere til ikke at sætte den økonomiske stabilitet over styr, som han og Nyt Demokrati tager æren for.
– Vi stemmer for vores fremtid, for flere og bedre job, for et mere effektivt sundhedssystem, sagde Mitsotakis blandt andet, da han tidligere søndag afgav sin stemme.
Tsipras mener derimod, at de økonomiske nøgletal skjuler en stigende fattigdom blandt almindelige grækere.
Han beskylder ifølge nyhedsbureauet AFP Mitsotakis for at love “bedre job og lønninger, mens middelklassen lever af fødevarekuponer”.
Meningsmålingerne havde på forhånd givet Mitsotakis og hans konservative parti et forspring over Tsipras og Syriza.
Klokken 16.30 lokal tid havde knap 49 procent af vælgerne stemt, viser tal fra Grækenlands indenrigsministerium. Valgstederne lukkede klokken 19.00 lokal tid (klokken 18.00 dansk tid).
Den endelige valgdeltagelse kan blive lidt højere end ved seneste valg i 2019, hvor knap 58 procent af de græske vælgere stemte, vurderer ministeriets generalsekretær ifølge Kathimerini.
Omkring ti millioner grækere var stemmeberettigede ved søndagens parlamentsvalg.
/ritzau/
Andre læser også