I videomødet, der varer omkring et kvarter, taler de to blandt andet om krigen i Ukraine og om muligheden for fredsforhandlinger mellem Ukraine og Rusland.
Udenrigsministeriet bekræfter fredag over for Ritzau, at videoen er ægte.
Manden, som Lars Løkke taler med, udgav sig for at være Moussa Faki, kommissionsformand for den Afrikanske Union, oplyser ministeriet.
Han spørger blandt andet udenrigsministeren om muligheden for, at Ukraine kan afgive Krim-halvøen og dele af Østukraine til Rusland.
Til det svarer Lars Løkke, at han kender til “rygter om, at folk har hemmelige planer” om det. Han uddyber ikke, hvem det skulle være, eller hvor han har hørt rygterne.
Russeren spørger også ind til udenrigsministerens tanker om mulige fredsforhandlinger.
– Det er tydeligt, at Rusland regner med en form for ukrainsk udmattelse i det lange løb.
– Det er ikke nemt for mig at forudsige, men på et tidspunkt gætter jeg på, at den ukrainske præsident vil tilpasse situationen og erklære, at tiden nu er kommet til at begynde forhandlinger, svarer Lars Løkke.
Videoen er ifølge det russiske nyhedsbureau Tass blevet offentliggjort på platformen Telegram. Den findes også på videoplatformen Rumble, hvor den er blevet lagt op torsdag.
De to russiske komikere Vovan og Lexus står bag. Deres rigtige navne er Vladimr Kuznetsov Alexey Stolyarov, skriver Tass.
De to er kendt for at lave falske opkald til prominente personer, herunder politikere.
På deres kanal på Rumble kan man blandt andet se videosamtaler med finske og svenske ministre.
Udenrigsministeriet oplyser, at man kender til tilsvarende hændelser i mindst ni andre lande.
Ministeriet afviser, at Lars Løkke siger noget i samtalen, som ikke er udtryk for officielle danske holdninger.
– Det var en politisk samtale, hvor udenrigsministeren udelukkende fremlagde allerede kendte danske standpunkter.
– Spørgsmålet om eventuelle fredsforhandlinger engang i fremtiden er op til Ukraine at beslutte, skriver Udenrigsministeriet i et svar til Ritzau.
Ministeriet oplyser videre, at man efter hændelsen vil forbedre sikkerheden.
– Mange samtaler, også i diplomatiet, foregår virtuelt, og vi gør meget for at sikre lødige og fortrolige samtaler.
– Udenrigsministeriet har på baggrund af sagen ikke desto mindre taget skridt til yderligere at minimere risikoen for, at noget lignende skulle ske igen, skriver ministeriet.
Foruden krigen i Ukraine taler Lars Løkke og russeren om blandt andet situationen i Niger, hvis regering er blevet kuppet, og om udsigter til ukrainsk medlemskab af EU.
Ritzau har forsøgt at få en kommentar fra Lars Løkke Rasmussen til optagelsen. Udenrigsministeriet oplyser, at det ikke er muligt at få et interview med ham fredag.
/ritzau/
Andre læser også