Det skriver han på det sociale medie X tidligt søndag aften.
Israel blev lørdag morgen angrebet af den islamistiske Hamas-bevægelse fra Gaza.
Landets udenrigsminister, Eli Cohen, har fortalt om “den dybt alvorlige situation på landjorden”, skriver Løkke.
– Danmark bakker op om Israel i denne svære tid. Vi må alle stå sammen imod terrorisme, og jeg fordømmer på det stærkeste angrebene mod Israel, lyder det videre fra udenrigsministeren.
Antallet af døde i Israel efter Hamas’ chokangreb blev søndag eftermiddag opjusteret til over 600.
Det oplyste den israelske regering ifølge nyhedsbureauet AFP.
Samtidig oplyste myndighederne i Gaza søndag eftermiddag, at 370 personer er dræbt i Gaza under Israels modangreb. 2200 er såret.
Udenrigsministeriet har advaret danskere i Israel om angreb, efter at raketter lørdag morgen blev affyret fra Gaza-striben mod det sydlige og centrale Israel – herunder også i Tel Aviv-området.
– Søg beskyttelse, når sirenen lyder og følg de lokale myndigheders anvisninger, skrev ministeriets borgerservice på det sociale medie X lørdag morgen.
Derudover blev det anbefalet, at man holder sig opdateret via de lokale medier.
Udenrigsministeriet har desuden frarådet alle ikke-nødvendige rejser til landet på grund af den sikkerhedsmæssige situation.
Det fremgår af ministeriets Rejsevejledninger. Her er rejsevejledningen skiftet fra gul til orange i hele Israel.
– Risiciene er så alvorlige, at du bør have særlige grunde til at besøge området, skriver ministeriet på sin hjemmeside.
Gazastriben er desuden rød på hjemmesiden. Det betyder, at alle rejser frarådes uanset formålet.
/ritzau/
Andre læser også