AVIZ

Løkke: Endnu intet livstegn fra formodet dansk gidsel i Gaza

Moderaternes gruppemøde på Christiansborg

Det siger udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), der søndag rejser til Barcelona, hvor europæiske og arabiske lande skal drøfte konflikten mellem Hamas og Israel søndag og mandag.

– Vi presser på alle steder, vi kan, for at holde hans navn i erindringen. Og det er det jo. For han er dansk-israeler, og fra israelsk side står alle de endnu ikke frigivne gidsler højt på listen.

Lars Løkke siger videre, at der ikke er noget konkret nyt at sige om det formodede gidsels situation. Men Danmark har ikke “hørt andet”, end at han formodes at være i Gaza.

– Men der har endnu ikke været nogen livstegn, siger han.

Både i København og Jerusalem har udenrigsministeren mødtes med pårørende til det formodede gidsel.

Ifølge oplysninger fra danske medier er der tale om en mand i slutningen af 60’erne, som har boet de seneste ti år i Israel. Han er angiveligt bosat i en kibbutz i området tæt på Gaza.

Fredag blev de første gidsler løsladt fra Hamas til Israel. Det sker som en del af den aftale om våbenhvile, der er lige nu mellem parterne.

En våbenhvile, som Lars Løkke “bærer et brændende ønske” om, kan forlænges. Og som han ser et “fundament for” kan se, hvis Hamas fortsætter med at frigive gidsler.

– Det danske budskab (på mødet, red.) er det budskab, vi har sendt hele vejen. Et balanceret budskab, der rummer en forståelse for, at Israel har et ansvar for, pligt til og mulighed for at passe på sin egen sikkerhedsmæssige situation.

– De har været udsat for det største terrorangreb i nyere tid og det største mord på en gruppe jøder siden Holocaust. Derfor har de retmæssigt mulighed for at forsvare sig.

– Men der er også en stadig tiltagende bekymring over den humanitære situation i Gaza. Derfor er vi også tilfredse med, at der nu er gået lidt hul på tingene – der er startet en gidselfritagelse, og der er en pause i krigen, siger han.

På mødet med de arabiske lande, som ventes at tælle blandt andre Saudi-Arabien og Egypten, håber Lars Løkke, at debatten om en langsigtet fredsløsning i Mellemøsten fortsætter.

– Den egentlig forudsætning for en langvarig sikkerhed og tryghed for både israelere og palæstinensere er, at der bliver fundet en langsigtet løsning med to stater.

/ritzau/

Andre læser også

Vigtigheden af affaldssortering

    Affaldshåndtering er en essentiel del af at beskytte miljøet og fremme bæredygtighed. Ved at sortere vores affald korrekt kan vi reducere mængden af affald, der ender på lossepladser, mindske forureningen [...]
    Læs mere

    Find de smukkeste smykker

      Smykker har i årtusinder været en integreret del af menneskets kultur og selvudtryk. Fra de antikke civilisationers prægtige guldkreationer til nutidens moderne design er smykker mere end blot tilbehør – [...]
      Læs mere