AVIZ

Lektor: Montenegro står stærkest blandt EU-kandidaterne

A European Union flag flutters outside the EU Commission headquarters in Brussels

Lars Vinther Johannsen, der er ph.d. og lektor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet, siger, at det kan være svært at spå om, hvilke lande der bliver indlemmet som medlemmer og hvornår.

– Hvis jeg skulle pege på ét land, så vil jeg sige, at Montenegro vil være det letteste land at tage ind på baggrund af, at det er et lille land, som i forvejen anvender euro som møntfod.

– Derudover er det et forholdsvist højtudviklet land, siger han.

Moldova og Ukraine er ifølge lektoren langt fra at opfylde betingelserne.

Albanien er et stykke foran, men ligesom Nordmakedonien er økonomi og statslig administration i forhold til indførelse af EU-lovgivning et problem.

Bosnien-Hercegovinas største hæmsko bunder i, at der er interne spændinger i staten.

– Det skal afklares, at der er en vis form for stabilitet, før man kan tage Bosnien ind, siger Lars Vinther Johannsen.

Serbien vurderes som et af de lande, der er længst fra at blive optaget. Det skyldes blandt andet, serberne anser Kosovo for at være en del af Serbien.

– Serbien har også en økonomi, der vil have svært ved at klare sig i EU. Korruptionen er også ganske høj, forklarer lektoren.

Lars Vinther Johannsen tror, at vi ser ind i et EU, hvor lande bliver indlemmet med forskellig hastighed.

– Det er fordi, der er lande, som ikke lever op til kravene for at blive fuldgyldige medlemmer. Men samtidig har vi interesse i at få stabiliseret vores naboer mod øst og få dem draget ind i det europæiske fællesskab, siger han.

Det sker blandt andet ved, ansøgerlande får støtte til at gøre sig klar til medlemskab. Det kan også være i form af handelstraktater.

– Altså at deres varer bliver præferencer for eksport til EU, så de kan opbygge en industriel og handelsmæssig base, som gør, at de ikke bliver mast i det indre marked, forklarer Lars Vinther Johannsen.

I forbindelse med en EU-udvidelse vil der komme diskussioner om den økonomiske støtte, som EU giver. Hvis EU ikke øger budgettet, så vil unionen skulle finde ud af, hvilke lande der skal have mindre.

Lande som Polen og Ungarn, der får forholdsvis meget i støtte, skal finde ud af, om de vil betale regningen ved at få mindre.

Lars Vinther Johannsen tror, at man fra dansk side er villig til at bidrage mere for at få et større EU.

/ritzau/

Andre læser også