AVIZ

Lastbilblokader fortsætter og præger morgentrafikken mandag

Politi
Politi (Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)

I Nordjylland melder politiet via Twitter om blokader mere end ti steder. Skibe blokerer ligeledes ved havnen i Frederikshavn.

Sydøstjyllands Politi melder om, at motorvejen er spærret i begge retninger ved Taulov på grund af lastbiler. Også Midt- og Vestjyllands Politi melder om blokade af flere til- og frakørsler til motorvejen.

Ved Tilst i Østjylland har der ligeledes været blokeret for en motorvejstilkørsel.

Blokaderne sker, efter at vognmænd og lastbilchauffører havde varslet en landsdækkende demonstration mod en politisk aftale om en kilometerbaseret vejafgift for lastbiler.

Midt- og Vestsjællands Politi er til stede ved en afkørsel på Holbækmotorvejen. Det oplyser vagtchef Thomas Kristensen tidligt mandag morgen.

Han oplyser, at der er lastbiler på stedet, og at politiet er på stedet for at komme i dialog med lastbilchaufførerne. Ifølge ham er det for tidligt at sige, om lastbilerne blokerer vejen.

Syd- og Sønderjyllands Politi har givet ni chauffører påbud om at flytte deres køretøjer i forbindelse med lastbilblokade. Det oplyser politikredsen i en pressemeddelelse tidligt mandag morgen.

Heri fremgår det, at der ikke længere er nogen blokade i kredsen, og at en kø syd for grænsen til Tyskland er ved at blive afviklet.

Politiet opfordrer dog stadigvæk bilister til at være særligt opmærksomme i trafikken og køre i god tid mandag morgen.

De involverede chauffører fik hver ti minutter til at flytte deres køretøj. Det nægtede to af de ni. Derfor blev de senere sigtet for at overtræde færdselsloven og vil modtage en bøde, oplyser politiet. Begge chauffører valgte dog efterfølgende at flytte deres biler.

Også søndag aften blokerede lastbiler trafikken flere steder i landet.

På Twitter skrev Københavns Politi, at de var til stede på Amager ved to motorvejstilkørsler mod både Danmark og Sverige tæt på Kastrup Lufthavn.

Det skyldes, at et antal lastbiler har forsøgt at spærre for trafikken på tilkørslerne.

Ifølge DR var der også søndag aften blokade i Helsingør.

/ritzau/

Andre læser også