AVIZ

Landsret skal fastsætte straf for skyderiet i Field’s til december

Sikringsafdelingen under Psykiatrien Region Sjælland

En 23-årig mand blev i juli kendt skyldig og dømt til anbringelse på den topsikrede psykiatriske institution Sikringsafdelingen i Slagelse, men ankede efterfølgende dommen. Han ville have en mildere straf.

Østre Landsret oplyser tirsdag til Ritzau, at ankesagen skal behandles 18. og 20. december 2023.

Den 23-årige blev ved Københavns Byret kendt skyldig i tre drab og flere drabsforsøg.

Landsretten skal ikke tage stilling til, om han er skyldig eller ej, men alene hvilken straf gerningsmanden skal idømmes.

Anbringelsen på Sikringsafdelingen, som den 23-årige blev idømt i begyndelsen af juli, har ingen slutdato.

Under retssagen i byretten argumenterede mandens forsvarer for, at han skulle anbringes på en almindelige retspsykiatrisk afdeling.

Men sådan gik det ikke.

Sikringsafdelingen – også kaldet “Sikringen” – huser kriminelle, der vurderes at være særligt farlige, og som på grund af utilregnelighed som følge af sindssygdom eller lignende ikke kan idømmes en almindelig fængselsstraf.

Den 23-årige blev ikke idømt fængsel i byretten, da han ifølge retten var utilregnelig under skyderiet. Derfor blev han altså i stedet dømt til anbringelse på en retspsykiatrisk afdeling.

Det var anklagemyndighedens ønske, at han skulle anbringes på Sikringen, hvilket specialanklager Søren Harbo gentog efter dommen.

– Nu er der sket en anbringelse det helt, helt rigtige sted, og det er vigtigt, fordi der får den tiltalte den rigtige behandling, som han skal have, og ikke mindst er der nogle sikkerhedsforanstaltninger, der gør, at vi er sikre på, at det (skyderiet, red.) ikke gentager sig, sagde anklageren.

Skyderiet i Field’s fandt sted tidligt om aftenen den 3. juli 2022 og kostede en 17-årig pige, en 17-årig dreng og en 46-årig mand livet.

/ritzau/

Andre læser også