Det viser ukrainske myndighedshjemmesider ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Omkring klokken 05.15 lokal tid skrev Reuters, at sirenerne ikke længere hyler i det meste af landet. Embedsfolk i Kyiv oplyser samtidig, at mere end 30 droner og missiler er blevet skudt ned.
Topfolk i militæradministrationen i Kyiv skriver på Telegram, at Rusland har affyret droner og krydsermissiler samtidig.
– Ifølge foreløbig information er mere end 30 mål af forskellige type blevet registreret og tilintetgjort, lyder det.
Vitalij Klytjko, der er borgmester i Kyiv, oplyser, at der ikke har været opkald til alarmcentralen fra folk, der skulle reddes.
Der har ikke været meldinger om, at nogen er blevet dræbt eller såret i de russiske angreb.
Indbyggere i Kyiv blev opfordret til at søge mod beskyttelsesrum.
– Vi beder indbyggerne i regionen om at opholde sig i beskyttelsesrum og andre sikre steder, indtil sirenerne er stoppet, skrev Kyiv-regionens militæradministration på Telegram.
Tre personer meldtes døde i et angreb, der ramte det østlige Kyiv i Ukraine natten til torsdag.
Det har sidenhen vist sig, at de døde, efter at de ikke kunne få adgang til et beskyttelsesrum i Desnjanskyj-distriktet. To af de døde var en mor og hendes niårige datter.
Angrebene mod Kyiv har været meget hyppige især i maj, men Ukraine er blevet bedre i stand til at skyde droner og missiler ned, inden de rammer deres mål i hovedstaden.
Det ukrainske luftvåben oplyste tirsdag formiddag, at det i løbet af natten til tirsdag nedskød 29 ud af 31 droner over hovedstaden Kyiv og Kyiv-regionen.
/ritzau/
Andre læser også