AVIZ

Kronprinsessen bliver major i Hjemmeværnet

Kronprinsesse Mary til parade ved Hærhjemmeværns-distrikt København, Kronprinsesse Mary
Kronprinsesse Mary til parade ved Hærhjemmeværns-distrikt København, Kronprinsesse Mary (Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix)

Kronprinsesse Mary er blevet udnævnt til major a la suite i Hjemmeværnet.

Det oplyser kongehuset i en pressemeddelelse.

Det skete ved Hjemmeværnets årlige markering af Danmarks befrielse torsdag den 4. maj på Kastellet i København.

Udnævnelsen til major a la suite betyder, at kronprinsesse Mary må bære tjenestestillingens uniform uden at gøre tjeneste i stillingen.

Ved paraden ved Kastellet lagde kronprinsessen en krans til ære for de faldne, inden hun holdt en tale, fremgår det af pressemeddelelsen.

Hun begyndte som menig i Hjemmeværnet tilbage i 2008. Senere er kronprinsessen blevet sergent i 2009, løjtnant samme år, premierløjtnant i 2015 og kaptajn i 2019.

Udnævnelsen blev foretaget af generalmajor Jens Garly, som er chef for Hjemmeværnet, skriver kongehuset.

/ritzau/

Andre læser også