AVIZ

Krigen i Ukraine kaster skygger over Estlands valg

Russia Ukraine War Global Reaction
Russia Ukraine War Global Reaction (Sergei Grits/Ritzau Scanpix)

Det lille baltiske land, der grænser op til Rusland, er i det seneste år gået forrest med internationale opfordringer til at sende flere våben og anden militær støtte til Ukraine.

Selv bruger Estland over én procent af landets bnp på militær hjælp til Ukraine. Det er det største bidrag fra noget land i verden målt i forhold til størrelsen på landets økonomi.

Men det parti, der ser ud til at blive det næststørste ved søndagens valg – det nationalistiske højrefløjsparti EKRE – er imod, at Estland skal sende flere våben til Ukraine.

Partiet står i meningsmålinger til at få lidt over 18 procent af stemmerne. Det er kun overgået af premierminister Kaja Kallas’ centrum-højre parti, Reformpartiet, der ifølge meningsmålingerne står til knap 29 procent.

– Vi støtter et åbent, venligt, vestligtsindet, europæisk og intelligent land, siger Kaja Kallas i et interview med nyhedsbureauet AFP.

– Min største modstander synes, at vi ikke skal hjælpe Ukraine og at vi ikke skal støtte Ukraine. Vi skal kun tage os af os selv, siger hun videre.

EKRE’s partileder, Martin Helme, mener, at Estland ikke skal “forværre spændingerne yderligere” i forhold til nabolandet Rusland.

Højrefløjspartiet er gået til valg på at stoppe med at sende militær hjælp til Ukraine og sige stop for modtagelse af ukrainske flygtninge.

Kallas har derimod talt for skrappere EU-sanktioner mod Rusland og en styrkelse af Natos østlige flanke for at modgå truslen fra det store naboland.

Ingen af de ni opstillede partier ser ud til at kunne sikre sig et absolut flertal.

Heller ikke de nuværende regeringspartier – Reformpartiet, Socialdemokraterne og det konservative parti Isamaa – kan være sikre på at beholde deres flertal.

Hvordan den næste regeringskoalition ser ud afhænger af, hvordan partierne på yderfløjene, det nationalistiske EKRE og det venstreorienterede Centerparti, klarer sig ved valget.

Men EKRE spås ikke de store chancer for at komme med i en regering.

Omkring 965.000 af Estlands 1,3 millioner indbyggere kan være med til at vælge de 101 medlemmer af landets parlament.

En fjerdedel af vælgerne tilhører det russisktalende mindretal.

Knap halvdelen af vælgerne – 47 procent – har allerede afgivet deres stemme inden selve valgdagen per post eller online, oplyser Estlands valgkommission. Det er rekordmange forhåndsstemmer.

Valgstederne åbnede klokken 9.00 lokal tid (8.00 dansk tid) og lukker igen klokken 20.00 (19.00 dansk tid).

De første resultater er ventet natten til mandag.

/ritzau/

Andre læser også