I stedet er hun sat i husarrest.
Det oplyser den belgiske anklagemyndighed onsdag.
– Hun er i husarrest i Belgien og er under elektronisk overvågning. Undersøgelsesdommeren har lige taget den beslutning, siger anklager Antoon Schotsaert.
Eva Kaili blev anholdt i december sidste år. Hun var på det tidspunkt en af de 14 næstformænd i Europa-Parlamentet.
Hun er mistænkt i en sag om korruption, hvidvask af penge og medlemskab af en kriminel organisation.
Også den tidligere italienske EU-parlamentariker Antonio Panzeri og to andre blev anholdt i december.
De beskyldes for at have modtaget gaver og penge fra Qatar og Marokko til gengæld for indflydelse på Europa-Parlamentets beslutninger.
Panzeri menes at være den hovedansvarlige i korruptionssagen.
Det var hans udtalelser, der førte til anholdelsen af Marc Tarabella, som ud over at være medlem af Europa-Parlamentet er borgmester i den belgiske by Anthisnes.
Panzeri indgik i januar en aftale med anklagemyndigheden, hvor han indvilgede i at samarbejde med efterforskerne til gengæld for en nedsat straf.
Eva Kailis forsvarsadvokat har tidligere argumenteret for, at hans klient burde løslades – eventuelt med en fodlænke om anklen.
Han har henvist til Kailis “vanskelige situation” og påpeget, at hun har været adskilt fra sit barn i månedsvis.
/ritzau/AFP
Andre læser også