AVIZ

Koranafbrændinger kan have kostet svenskere livet i Belgien

FBL-EURO-2024-QUALIFIER-BEL-SWE

Det mener den svenske terrorforsker Magnus Ranstorp fra Forsvarshøjskolen i Stockholm.

– Man skal kigge på, hvad der er sket på baggrund af LVU-kampagnen, koranafbrændingerne, stigningen i terrortrussel og det faktum, at terrororganisationer har rettet konkrete trusler mod Sverige, siger han til Ritzau.

LVU-kampagnen er rettet mod den svenske socialtjeneste, som er blevet beskyldt for at kidnappe muslimske børn i landet.

Ifølge Magnus Ranstorp er det dog særligt koranafbrændingerne, der har været med til at løfte truslen mod Sverige.

– Det har jo resulteret i konkrete trusler mod Sverige fra organisationer som Islamisk Stat (IS) og al-Qaeda, siger han.

Det var kort før en fodboldkamp mellem Sverige og Belgien, at to svenskere mistede livet mandag aften.

En anden blev alvorligt såret, men er uden for livsfare.

Den belgiske anklagemyndighed sagde mandag aften, at motivet til drabene var ofrenes nationalitet.

Det er blandt andet blevet rapporteret, at det ene offer var iført en svensk fodboldtrøje. Derudover er det kommet frem, at gerningsmanden har fulgt efter en taxa, hvori svenskerne befandt sig.

Efter drabene opfordrede Sveriges statsminister, Ulf Kristersson, svenskere i Belgien til at være på vagt og nøje følge belgiske myndigheders instruktioner.

Islamisk Stat har tidligere opfordret sine følgere til at udføre angreb i Europa, og fodboldstadions er specifikt blevet udpeget som mål, forklarer terrorforsker Magnus Ranstorp.

– Derfor tror jeg heller ikke, at det er tilfældigt, at drabene finder sted forud for en fodboldkamp, siger han.

Derudover siger han, at drab i forbindelse med fodboldkampe har en tendens til at få meget opmærksomhed.

Selv om vi også har haft koranafbrændinger i Danmark, mener terrorforskeren ikke, at truslen mod danskere er forhøjet som følge af angrebet.

– Truslen mod Danmark er i forvejen høj, men det har den jo været i lang tid. Her skal man helt tilbage til Jyllands-Postens offentliggørelse af Muhammed-tegningerne.

– I øjeblikket mener jeg, at truslen mod Sverige er højere, end den er mod Danmark.

/ritzau/

Andre læser også