Det oplyser Migrationsverket, som er Sveriges udlændingestyrelse, til svenske TV4 Nyheterna.
Salwan Momika har ikke fået forlænget sin opholdstilladelse. Det betyder, at han skal forlade Sverige, når hans opholdstilladelse udløber 16. april næste år.
– Beslutningen blev truffet i går (onsdag, red.) og betyder, at denne persons status og opholdstilladelse skal inddrages, og at han skal udvises, siger Migrationsverkets pressechef, Jesper Tengroth, til mediet.
Ifølge pressechefen bliver Salwan Momika udvist, fordi han i sin tidligere ansøgning om opholdstilladelse har givet “ukorrekte oplysninger”, da han skulle begrunde sit behov for beskyttelse.
– Jeg har ikke tænkt mig at komme ind på, hvorfor eller hvordan oplysningerne er forkerte, fordi det er omfattet af fortrolighed, lyder det fra Jesper Tengroth.
Momika selv afviser ifølge TV4 Nyheterna at have givet forkerte oplysninger.
Migrationsverket oplyser også, at Salwan Momika har fået et såkaldt returforbud, der gælder i fem år.
Det betyder, at hvis Salwan Momika ikke forlader Sverige inden for den tid, der står i Migrationsverkets afgørelse, får han et forbud mod at rejse ind i Sverige i fem år.
Forbuddet gælder også indrejse i andre Schengenlande samt Rumænien, Bulgarien og Kroatien. Det står der på Migrationsverkets hjemmeside.
Her fremgår det også, at en person kan få et femårigt returforbud, hvis Migrationsverket vurderer, at personen ikke vil forlade Sverige frivilligt.
Til det svenske nyhedsbureau TT siger Salwan Momika, at han vil anke afgørelsen.
– Jeg vil leve og dø i Sverige. Migrationsverkets afgørelse risikerer mit liv. Jeg vil anke. Jeg mistænker, at Migrationsverket er blevet presset politisk.
Ved 17-tiden torsdag siger Salwan Momika, at han fik beskeden om Migrationsverkets afgørelse en halv time forinden.
– De sagde til mig, at jeg skulle finde et land, der kan tage imod mig – ellers bliver det Irak.
Ifølge Jesper Tengroth er det dog ikke sikkert, at afgørelsen føres ud i livet.
Det skyldes, at der er “en hindring for at håndhæve udvisningen”.
– Det, vi kan konstatere, er, at denne person risikerer tortur og umenneskelig behandling, hvis han vender tilbage til sit hjemland.
Ifølge SVT flygtede den kontroversielle koranafbrænder fra Irak til Sverige i 2018. I 2021 fik han en treårig opholdstilladelse.
Hen over sommeren trak Salwan Momika overskrifter i både Sverige og resten af verden for sine koranafbrændinger.
Koranafbrændingerne, som også danske Rasmus Paludan har udført på svensk jord, førte til en diplomatisk krise mellem Sverige og en række muslimske lande.
/ritzau/
Andre læser også