AVIZ

Konservative forbereder sig på lussing fra engelske vælgere

BRITAIN-RWANDA-POLITICS-DIPLOMACY
BRITAIN-RWANDA-POLITICS-DIPLOMACY (Daniel Leal/Ritzau Scanpix)

Premierminister Rishi Sunak og resten af Det Konservative Parti gør klar til at få en solid vælgerlussing, når stemmerne skal tælles op ved det første valg, siden Sunak blev valgt som partileder.

England holder torsdag lokalvalg. Det ses som et fingerpeg om det konservative regeringspartis popularitet og om, hvordan det vil gå ved det parlamentsvalg, der ventes at blive holdt til næste år.

De fleste i partiet er forberedt på, at de kommer til at miste mange pladser i de engelske byråd.

Rishi Sunak selv erkender, at partiet får det “svært” ved torsdagens lokalvalg.

– Gode byrådsmedlemmer kommer til at miste deres pladser på grund af alt det, der er sket i det seneste år, sagde han ifølge kilder i en tale ved et arrangement i en tænketank onsdag aften.

– Jeg har kun været premierminister i et halvt år, men jeg synes, at vi gør gode fremskridt.

Sunak blev valgt som konservativ leder – og dermed britisk premierminister – efter et par turbulente måneder, hvor først Boris Johnson og siden Liz Truss var blevet tvunget til at træde tilbage fra posten.

Meningsmålinger viser, at oppositionspartiet Labour har et tocifret forspring over de konservative, når briterne bliver spurgt om, hvem de vil stemme på ved et kommende parlamentsvalg.

Labour har fremstillet torsdagens lokalvalg som en afstemning om “13 års fejlslagent konservativt styre”.

Meningsmålinger viser, at briterne er meget bekymrede for inflationen, der er den højeste i årtier, og for krisen i sundhedsvæsnet. Her strejker læger, sygeplejersker og ambulanceførere for at få mere i løn.

Labour kan muligvis genvinde opbakning i nogle af de valgdistrikter i det nordlige England – den såkaldte røde mur – hvor Boris Johnson sikrede en konservativ sejr i 2019 på et løfte om at “få brexit gennemført”.

London er ikke omfattet af dette lokalvalg, men i omegnen af hovedstaden æder Liberaldemokraterne sig ind på de konservative – også i valgkredse, hvor medlemmer af Sunaks regering er valgt.

Ved lokalvalget skal vælgerne stemme om, hvem der skal indtage de omkring 8000 pladser i Englands byråd, der er på valg.

Politiske iagttagere siger, at Det Konservative Parti i værste fald risikerer at miste 1000 pladser.

Valgstederne åbnede klokken 7.00 lokal tid (8.00 dansk tid) og lukker klokken 22.00 lokal tid (23.00 dansk tid).

Resultaterne for de fleste valgkredse ventes at være klar fredag aften.

/ritzau/AFP

Andre læser også