AVIZ

Kommuner vil have færre benzinbiler – men tøver med forbud

S: Trængslen på vejene får folk ud af bilerne om få år
S: Trængslen på vejene får folk ud af bilerne om få år (Linda Kastrup/Ritzau Scanpix)

Flere kommuner er ikke klar til at følge København, som vil arbejde for at gøre kommunen fri for fossile køretøjer såsom benzin- og dieselbiler i 2030 og i stedet gøre plads til for eksempel elbiler.

Vejles borgmester, Jens Ejner Christensen (V), siger, at kommunen generelt arbejder med, at der skal komme færre biler.

– Vi kommer til at arbejde mere med en generel reduktion af biler, frem for at bestemme hvilke biler der må køre i byen, siger han til Ritzau.

Heller ikke i hovedstadens nabokommune Frederiksberg er borgmester Michael Vindfeldt (S) klar til at gå lige så langt som København på nuværende tidspunkt.

– Det er den vej, det går, men om det bliver 2030 eller 2035, eller hvad det bliver, det ved jeg ikke, siger han til TV 2 Kosmopol.

– Vi skal have respekt for, at der er nogle mennesker, der har brug for en bil – også en benzin- eller dieselbil. Vi kan jo ikke bare sige, at de skal smutte ud af Frederiksberg fra den ene dag til den anden.

Det var en enig borgerrepræsentation i København, som torsdag aften blev enige om, at hovedstaden skal være fri for fossile køretøjer.

Men politikerne har endnu ikke en plan for, hvordan det kommer til at se ud.

Der skal først laves undersøgelser af, hvordan man for eksempel får nok ladestandere op på syv år, hvordan samarbejdet skal være med Frederiksberg, og om der er en social balance i den måde, det skal foregå.

I Roskilde Kommune nikker Thomas Breddam (A), formand for Plan- og Teknikudvalget, anerkendende til beslutningen i Københavns Kommune.

– Jeg synes faktisk, at det er en god idé, så det kunne jeg godt forestille mig, at vi også kunne arbejde hen imod, siger han.

Thomas Breddam understreger, at det ikke er noget, der er på bordet i øjeblikket, hvor byrådet arbejder på en strategi for udviklingen af bymidten.

Skulle det blive aktuelt i Roskilde Kommune, mener han, at det mest realistiske ville være, at et forbud kun skulle gælde i netop bymidten.

Der er endnu ikke nødvendig lovgivning på området fra Folketinget, hvilket borgerrepræsentationen i København vil presse på for at få.

Et politisk flertal blev i 2021 enige om, at det skulle være muligt for kommuner at indføre “nul-emissionszoner”, hvor der som udgangspunkt kun må køre biler uden forbrændingsmotorer. Men aftalen er ikke blevet til lov endnu.

Det betyder også, at det fortsat er usikkert, om det kan lade sig gøre at få benzin- og dieselbiler helt ud af København, eller om det vil ske i nogle dele af byen.

Esbjergs borgmester, Jesper Frost Rasmussen (V), siger, at det er en god idé at arbejde for udfasning af fossile køretøjer. Men det skal ske på nationalt plan.

– I Esbjerg Kommune vil vi ikke gå enegang på dette område, da det jo i givet fald vil være et forbud, der vil være umuligt at håndhæve i praksis.

– Vi kan eller vil jo ikke stoppe fossile biler ved kommunegrænsen, så når Københavns Kommune vil arbejde for det, er det jo nok mere symbolpolitik, end det reelt er praktisk muligt politisk, skriver han i en sms.

/ritzau/

Andre læser også