AVIZ

Københavnske skraldemænd og arbejdsgiver når til enighed

Amagerforbrændingen
Amagerforbrændingen (Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)

Det skriver Fagbladet 3F.

Efter i sidste uge at have strejket genoptog skraldemændene mandag arbejdet.

Tirsdag kom der så en aftale på plads, efter hvad der bliver beskrevet som intense forhandlinger mellem 3F, tillidsrepræsentanter og Amager Ressourcecenter, der overtager opgaven med at samle skrald i hovedstadsområdet 1. maj.

– Den giver skraldemændene den fleksibilitet, som de har ønsket i forhold til at passe jobbet bedst muligt og passe familien også, siger afdelingssekretær i 3F Kastrup Mike Stirling til Fagbladet 3F.

– Aftalen tager højde for tempo kontra antallet tømninger, og at arbejdsliv og privatliv kan gå hånd i hånd, så alle de mange gode skraldemænd kan se sig selv i aftalen og få det hele til at hænge sammen.

Den nye aftale giver skraldemændene mulighed for at udføre deres arbejde på en forsvarlig måde, lyder det fra Helena Hasselsteen Nielsen, der er chef for affaldsindsamling i Amager Ressourcecenter.

– Det gør vi for at passe på medarbejderne, så de kan holde til et helt arbejdsliv. Samtidig bliver det muligt ved behov at oplade de elektriske skraldebiler, inden andet skiftehold kører ud, siger hun.

/ritzau/

Andre læser også