En udpræget rejseglæde har i en længere periode indfundet sig hos danskerne, og den ser de ud til at have taget med sig ind i det nye år.
Nye tal fra Københavns Lufthavn viser, at 1,6 millioner passagerer rejste gennem lufthavnen i årets første måned. Blandt rejsemålene var London den mest populære destination.
Det er næsten dobbelt så mange som i samme måned i 2022, som dog var præget af corona.
– Det vi faktisk kan se, er, at rejselysten er intakt på trods af hele den store usikkerhed i verden med krig i Europa og høje energipriser.
– I januar var der 1,6 millioner passagerer. Og det er det højeste tal i tre år. Det svarer til, at otte ud af ti passagerer er tilbage i forhold til i 2019. Så vi er rigtig optimistiske, og udviklingen tegner bestemt til, at rejselysten er intakt, siger Susanne Rose Plum, der er passagerchef i Københavns Lufthavn.
I januar i år var der næsten dobbelt så mange passagerer i forhold til januar sidste år, hvor restriktioner stadig påvirkede flytrafikken.
Der er dog et stykke til januar 2019, hvor knap to millioner rejste gennem lufthavnen i januar.
Det er primært de europæiske destinationer som har været at foretrække for passagererne i Københavns Lufthavn i årets første måned.
Oslo og Stockholm har ligesom London været populære rejsemål.
De interkontinentale ruter har også fået en fin start på året, og man håber, at fem nye langdistanceruter i 2023 vil være med til at fortsætte den tendens.
– Det er vigtigt for os, at vi får flere langdistanceruter ud af Københavns Lufthavn. Det er med til at cementere vores position som trafikknudepunkt i Nordeuropa.
– Vi forventer, at passagertallet fortsætter med at stige i 2023. Rejselysten er der i hvert fald, det er tydeligt, siger Peter Krogsgaard, kommerciel direktør i Københavns Lufthavn, i en pressemeddelelse.
SAS har åbnet sin rute til New York, mens Air India begynder at flyve til New Delhi i marts.
Ethiopian Airlines åbner desuden sin rute til Etiopiens hovedstad, Addis Ababa.
Det bliver den første rute i 20 år mellem Københavns Lufthavn og det afrikanske kontinent syd for Sahara, lyder det.
/ritzau/
Andre læser også