AVIZ

Regeringskilder: Kinesisk ballon over USA havde militært formål

Den kinesiske luftballon, som USA i weekenden skød ned ud for delstaten South Carolina, havde et militært formål.

Dets mission blev delvist styret af den kinesiske hær.

Det siger unavngivne amerikanske embedsmænd til avisen Washington Post.

USA har i Washington og Kinas hovedstad, Beijing, holdt måder med 150 diplomater på 40 ambassader. Her har de orienteret om den kinesiske ballon.

Kina hævder, at det var en vejrballon, som var kommet ud af kurs, der i sidste uge krydsede USA. Den kinesiske ledelse reagerer vredt på, at USA omtaler det som en spionballon.

Ifølge de unavngivne amerikanske diplomater har luftballoner i flere år opereret fra Kinas Hainan-provins. Her har de været brugt til at indsamle oplysninger af militær art i lande, der har strategisk betydning for Kina.

Det drejer sig om lande som Japan, Indien, Vietnam, Taiwan og Filippinerne.

Luftballonerne er blevet spottet over fem kontinenter, hedder det.

– Det, som kineserne har gjort, er, at bruge en utrolig gammel teknologi og grundlæggende smelte den sammen med moderne kommunikations- og observationsmuligheder, lyder det fra en af embedsmændene.

/ritzau/

Andre læser også