Kinas ambassadør i Frankrig, Lu Shaye, har vakt forargelse, efter at han fredag i et interview på fransk fjernsyn satte spørgsmålstegn ved suveræniteten for lande, der var en del af Sovjetunionen.
EU’s udenrigschef, Josep Borrell, kalder udtalelserne for “uacceptable”, hvilket gentages af Letlands udenrigsminister, Edgars Rinkevics.
Shaye hævder i interviewet, at de stater, som så dagens lys efter Sovjetunionens fald, “ikke i praksis har status under international lovgivning, fordi der ikke er en international aftale, som bekræfter deres status som suveræne stater”.
– EU kan kun håbe på, at disse udtalelser ikke repræsenterer Kinas officielle politik, skrev Borrell på Twitter søndag.
Lu Shaye bragte blandt andet halvøen Krim frem som eksempel. Halvøen kom på ukrainske hænder efter Sovjetunionens fald i 1991, men har siden 2014 været annekteret af Rusland.
Det handler ifølge Lu Shaye om, “hvordan man ser på problemet”.
– Der er historie. Krim var russisk i starten, sagde han.
Netop det er Mykhajlo Podoljak, en af Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyjs toprådgivere, gået i rette med.
– Det er besynderligt at høre en absurd udgave af “Krims Historie” fra en repræsentant for et land, som er omhyggeligt med dets egen tusinde års historie, sagde Podoljak søndag.
Estlands udenrigsminister, Margus Tsahkna, har kaldt udtalelserne “forkerte og en misforståelse af historien”.
Lu Shayes interview faldt heller ikke i god jord hos den franske præsident, Emmanuel Macron, som i denne måned var rejst til Beijing for at overbevise Kinas præsident, Xi Jinping, om at hive sin russiske pendant, Vladimir Putin, i retning mod en fredelig løsning på krigen i Ukraine.
Macrons udenrigsministerium oplyste lørdag, at det var bekendt med Lu Shayes interview.
– Det er nu op til Kina at klargøre, om disse udtalelser stemmer overens med landets politik, hvilket vi håber, ikke er tilfældet, sagde ministeriet i en officiel udtalelse.
/ritzau/AFP
Andre læser også