AVIZ

Kinas præsident Xi besøger Moskva i næste uge

Russia Ukraine War
Russia Ukraine War (Sergei Bobylev; Noel Celis/Ritzau Scanpix)

Den kinesiske leder vil være på statsbesøg i Rusland i dagene 20. – 22. marts, hvor han vil føre drøftelser med præsident Vladimir Putin, oplyser Kinas udenrigsministerium.

– Xi skal drøfte et “strategisk samarbejde” med Rusland, hedder det i en pressemeddelelse fra ministeriet.

I januar skrev det russiske nyhedsbureau Tass, at Putin havde inviteret Xi til Moskva.

Det er de to lederes første møde ansigt til ansigt siden Ruslands invasion af Ukraine.

For nylig fremlagde Kina en plan for at standse krigen. Planen har dog ikke flyttet noget endnu.

Kinas udenrigsministerium oplyser, at det er i kontakt med begge parter i krigen.

Kina er Ruslands vigtigste allierede og køber russisk olie. Kina er blevet et marked for russiske varer, der ikke længere købes af Vesten.

Ukraine vil ikke skubbe Kina fra sig, da der bliver brug for Kina til genopbygning af Ukraine, siger Samuel Ramani, Rusland-ekspert på Oxford University.

Kina øgede handlen med Ukraine, da Rusland i 2014 invaderede og annekterede halvøen Krim. Kina har ikke anerkendt annekteringen.

Kina har traditionelt holdt sig til princippet om ikke at blande sig i andre landes konflikter – særlig ikke konflikter langt væk fra Kina.

Men analytikere påpeger, at en aftale i Kinas hovedstad, Beijing, mellem rivalerne Iran og Saudi-Arabien i sidste uge kan tyde på, at Kina i dag ønsker at fremstå som en ansvarlig stormagt under Xi Jinpings ledelse.

– Xi ønsker at blive set på den globale scene som en statsmand, hvis indflydelse mindst er på højde med USA’s leders, siger Wang Jiangyu, juraprofessor på City University of Hongkong.

Kina har i udmeldinger lagt op til, at begge parter gradvist skal indstille fjendtlighederne, og det skal føre til en våbenhvile. Så skal der findes “en politisk løsning for Ukraine-krisen”, hedder den kinesisk plan.

Ukraine kritiserer planen for ikke at påpege, at Rusland skal trække sig tilbage. Senere har Ukraine dog erklæret sig åben over for “dele af planen”.

/ritzau/Reuters

Andre læser også

Vigtigheden af affaldssortering

    Affaldshåndtering er en essentiel del af at beskytte miljøet og fremme bæredygtighed. Ved at sortere vores affald korrekt kan vi reducere mængden af affald, der ender på lossepladser, mindske forureningen [...]
    Læs mere

    Find de smukkeste smykker

      Smykker har i årtusinder været en integreret del af menneskets kultur og selvudtryk. Fra de antikke civilisationers prægtige guldkreationer til nutidens moderne design er smykker mere end blot tilbehør – [...]
      Læs mere