AVIZ

Kartoffelavlere får igen-igen-igen lov at bruge forbudt sprøjtemiddel

Ernte-Pressefahrt 2015
Ernte-Pressefahrt 2015 (Sven Hoppe/Ritzau Scanpix)

Det fremgår af Miljøstyrelsens bekæmpelsesmiddeldatabase.

EU forbød ellers for tre et halvt år siden brug af Reglone, der indeholder det aktive stof diquat. Det er tidligere blevet koblet sammen med blandt andet skader på hjernen.

Miljøstyrelsen har tidligere kaldt det en nødsituation, at der blev givet dispensation. Fredag oplyser styrelsen i et skriftligt svar, at man mener, at der ikke findes “rimelige alternativer”.

Flere lande har godkendt andre midler, men Danmarks “restriktive praksis” gør, at de ikke kan godkendes herhjemme, lyder det.

Stoffet kan eksempelvis få kartoffelplanter til at visne, når kartoflerne har nået den ønskede størrelse. Det bidrager til, at de holder sig bedre, når først de er taget op.

Men der findes alternativer, mener Danmarks Naturfredningsforening.

Derfor er foreningen meget kritisk over for, at der endnu engang bliver givet dispensation. Det siger Maria Reumert Gjerding, præsident i Danmarks Naturfredningsforening.

– Jeg mener, at det er fuldstændig uhørt, at ministeriet tilsyneladende serie-dispenserer til brug af den her gift, selv om den er forbudt i EU.

– Det ligner efterhånden mere reglen end undtagelsen, at ministeriet giver landbruget dispensation til at bruge Reglone, der i øvrigt er forbudt, fordi det er hamrende farligt for mennesker og andre levende væsner, siger hun.

Et alternativ kan være at nedskære, afbrænde eller anvende alternative midler, mener foreningen.

Ifølge styrelsen har man vurderet, at alle krav til dispensationen er opfyldt. Det er således dokumenteret, at der ikke er en risiko forbundet med det – for hverken sundhed eller miljø.

Viceformand for interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer Thor Gunnar Kofoed siger, at det er vigtigt at finde et godt alternativt hurtigst muligt.

Han peger på, at det er nødvendigt for landmændene at bruge sprøjtemidlet, fordi det er med til at sikre, at der er nok kartofler til vinteren.

– Så kan vi levere den kvalitet af kartofler, som markedet leverer, og det vil vi ikke kunne være sikre på ellers. For vi har ikke rigtig andre brugbare alternativer i Danmark i modsætning til andre lande i EU, siger han.

Maria Reumert Gjerding frygter, at de gentagne dispensationer bidrager yderligere til, at der ikke søges efter alternativer.

– Når der år efter år bliver givet dispensation, så står det klart for enhver, at der ikke længere er tale om en nødsituation. Så er der tale om en fast praksis. Det er præcis det, Rigsrevisionen tidligere har kritiseret – at de her dispensationer kommer per automatik, hver gang der bliver søgt, siger hun.

Men det er Thor Gunnar Kofoed ikke enig i. Han siger, at man har arbejdet på at finde alternativer i flere år.

– Man afprøver nye alternativer hvert eneste år – også i år – og man håber selvfølgelig, at man kommer tættere på løsningen, siger han.

De gentagne dispensationer har medført kritik fra flere sider. Blandt andet har Rigsrevisionen kritiseret den danske dispensationspraksis.

Også Statsrevisorerne fulgte op med at kalde blandt andet styrelsens forvaltning af dispensationer til brug af forbudte sprøjtemidler for “særdeles mangelfuld”.

/ritzau/

Andre læser også