AVIZ

Joe Bidens søn nægter sig skyldig i ulovlig våbenbesiddelse

Hunter Biden to face gun charges in Wilmington court

Det er sket ved en retssag i den amerikanske delstat Delaware.

Det var på forhånd forventet, at Hunter Biden ville afvise anklagerne.

Det er første gang nogensinde, at en siddende amerikansk præsidents barn anklages ved en domstol. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Sagen drejer sig om Hunter Bidens køb af en .38-caliber Colt Cobra i 2018.

Han anklages for i to tilfælde at have indgivet forkerte oplysninger om, hvorvidt han brugte euforiserende stoffer i forbindelse med våbenkøbet.

Han er også anklaget for ulovlig besiddelse af skydevåbnet, som var i hans varetægt i 11 dage, inden han afskaffede sig det.

Hunter Biden var selv til stede i retten i Wilmington i Delaware tirsdag.

Hans advokat havde ellers anmodet om, at Hunter Biden kunne deltage i tirsdagens retsmøde via en videoforbindelse.

– Den anklagede skal ikke have nogen særbehandling i den her sag, lød det fra dommer Christopher Burke, da han afviste anmodningen.

Hunter Biden er Yale-uddannet advokat og lobbyist, men også kunstner. Hans liv har dog været hjemsøgt af misbrug af både alkohol og kokain.

Joe Bidens modstandere har været særdeles optaget af sagen om den demokratiske præsidents søn. Også Hunter Bidens forretningsforbindelser til Kina og Ukraine har været på Republikanernes skydeskive.

Sagerne kan risikere at hænge som en mørk sky over Joe Bidens præsidentkandidatur ved valget i 2024.

Bliver Hunter Biden kendt skyldig, kan han i teorien risikere op til 25 års fængsel. Det er dog yderst sjældent, at sager af denne type – og uden øvrige anklager – overhovedet ender med en fængselsdom.

Joe Biden har flere gange understreget, at han står ved sin søns side og elsker ham for hans indsats for at komme ud af stofmisbrug.

/ritzau/Reuters

Andre læser også