AVIZ

Joe Biden om mulig rigsretssag: De prøver at lukke regeringen

U.S. President Biden convenes a meeting of his Cancer Cabinet at the White House in Washington

Sådan lyder dommen fra henholdsvis Det Hvide Hus og præsidenten selv.

– Jeg ved ikke helt hvorfor, men de vidste bare, at de gerne vil stille mig over for en rigsret.

– Ud fra hvad jeg kan se, vil de gerne stille mig over for en rigsret, fordi de gerne vil lukke ned for regeringen, siger Joe Biden.

Præsidenten fortsætter med at sige, at en mulig rigsretssag ikke har hans fulde fokus.

– Jeg står op hver dag, helt alvorligt, uden at fokusere på en rigsretssag. Jeg har et stykke arbejde, der skal gøres, siger Joe Biden.

Republikanernes formand i Repræsentanternes Hus, Kevin McCarthy, fortalte tirsdag pressen, at man ville undersøge mulighederne for at stille Joe Biden for en rigsret.

Præsidenten anklages af republikanere for at lyve over for amerikanerne om sønnen Hunter Bidens forretningsmæssige aktiviteter i udlandet.

Det Hvide Hus’ pressechef, Karine Jean-Pierre, kaldte tidligere onsdag sagen for et “politisk stunt” og sagde, at republikanerne ikke har nogen beviser mod den siddende præsident.

Kevin McCarthy støttede da indtil for nylig heller ikke en rigsretssag mod Joe Biden, men med kun et snævert flertal for sit formandskab i Huset er han under hårdt pres fra partiets yderste højrefløj, som truer med at vælte ham.

Konflikten om en mulig rigsretssag kan ende med at få reel betydning for regeringens administrative virke i USA, fordi der er større finanspolitiske lovforslag på vej i USA.

Joe Bidens udtalelser om, at Republikanerne forsøger at “lukke ned for regeringen”, henviser formentlig til de kommende forhandlinger om, hvor meget landets regeringer må bruge på sektorer som blandt andet velfærd.

30. september udløber tidsfristen for, hvornår de amerikanske budgetter skal være godkendt. Og hvis de ikke bliver det, kan den amerikanske regering pludselig komme i betalingsproblemer, hvad angår sociale ydelser.

Den yderste højrefløj i Huset har allerede flere gange stejlet, når det gjaldt udvidelser af det amerikanske gældsloft. De kræver typisk, at Joe Biden skærer i de sociale ydelser for at sikre, at USA ikke optager for meget statsgæld.

Fra denne fløj har blandt andet Marjorie Taylor Greene, som er valgt i delstaten Georgia, sagt, at hun nægter at stemme for regeringens budgetter, hvis ikke der indledes en rigsretssag mod Joe Biden.

Hendes allierede, Matt Gaetz, som er valgt i Florida, har sagt, at han vil vælte Kevin McCarthy, hvis ikke rigsretssagen mod Biden bliver en realitet.

/ritzau/Reuters

Andre læser også