AVIZ

Jagt på forsvunden ubåd fortsætter i område hvor bankelyde er hørt

U.S. Coast Guard Briefs The Media On Search Efforts For The Missing Submarine Near Titanic
U.S. Coast Guard Briefs The Media On Search Efforts For The Missing Submarine Near Titanic (Scott Eisen/Ritzau Scanpix)

Der er også registreret lyde onsdag, men “vi ved ikke, hvad det er for at være ærlig”.

Det siger kaptajn Jamie Frederick fra den amerikanske kystvagt ved et pressemøde i Boston i den amerikanske delstat Massachusetts onsdag eftermiddag lokal tid.

– Vi må have håb, men jeg kan ikke sige, hvad lydene er. Jeg kan sige, og det er det vigtigste, at vi leder, hvor lydene er.

Man leder i området med fjernstyrede undervandsfartøjer, såkaldte ROV’er, siger kaptajnen.

Han gentager flere gange, at der fortsat er håb.

Adspurgt om, hvorvidt der ikke længere er tale om en eftersøgnings- og redningsmission, men nærmere en bjærgningsopgave, svarer Jamie Frederick:

– Det her er en eftersøgnings- og redningsmission. 100 procent. Vi er midt i en redningsopgave, og vi fortsætter med at lægge alle tænkelige kræfter og ressourcer i forsøget på at finde “Titan” og besætningsmedlemmerne.

Miniubåden forsvandt, da den var på vej ned i 3800 meters dybde, hvor luksuslineren “Titanic”, der gik ned i 1912 med over 1500 mennesker, ligger.

Vraget er omkring 690 kilometer sydøst for Newfoundland i Canada.

Kontakten til “Titan” forsvandt en time og 45 minutter, efter at den havde indledt turen ned til vraget.

Der er fem mennesker om bord. Ifølge producenten, OceanGate, har fartøjet kapacitet til at rumme fem personer i omkring 96 timer.

Onsdag er ubåden altså endnu ikke fundet. Med på pressemødet er også Carl Hartsfield, som er forsker ved Woods Hole Oceanographic Institution i Massachusetts.

Han fortæller, at det er meget svært at skelne mellem lyde under vand.

Hans hold har “adskillige sensorer i området, som bringer data tilbage til de bedste analytikere i verden, der giver det videre til eftersøgningsholdet, så de kan træffe de bedste beslutninger”.

– De er nødt til at eliminere alle potentielle menneskeskabte kilder udover “Titan”, siger Hartsfield.

– Havet er et komplekst sted. Der er menneskelyde og naturlyde, og det er svært at spore en kilde til lyd. Lydene beskrives som bankelyde, men vi må samle alle brikker, for der er biologiske lyde, som lyder menneskeskabte for det utrænede øre. Men dem, der lytter til de her lyde, er trænede, siger han.

Ifølge kystvagten udvides eftersøgningen hele tiden, og flere skibe er på vej.

/ritzau/

Andre læser også

Vigtigheden af affaldssortering

    Affaldshåndtering er en essentiel del af at beskytte miljøet og fremme bæredygtighed. Ved at sortere vores affald korrekt kan vi reducere mængden af affald, der ender på lossepladser, mindske forureningen [...]
    Læs mere

    Find de smukkeste smykker

      Smykker har i årtusinder været en integreret del af menneskets kultur og selvudtryk. Fra de antikke civilisationers prægtige guldkreationer til nutidens moderne design er smykker mere end blot tilbehør – [...]
      Læs mere