Det oplyser kystvagten i Italien ifølge nyhedsbureauet AFP.
Blandt de 177 mennesker var 27 besætningsmedlemmer. Derudover var der 83 migranter på færgen.
Reuters skriver, at branden brød ud i færgens maskinrum fredag aften.
Ifølge den italienske kystvagt skulle alle, der var om bord, være i god behold.
Passagererne blev sejlet tilbage til Lampedusa eller til Sicilien ved hjælp af patruljefartøjer.
Imens blev færgen, der er ude af drift, bugseret til havn med besætningen om bord.
Mere end 130.000 migranter er kommet til Italiens kyster indtil videre i år. Det er næsten det dobbelte af antallet i 2022. Det viser tal fra Italiens indenrigsministerium ifølge AFP.
Mange migranter kommer til Lampedusa efter at have gennemført den farlige tur over Middelhavet.
Derefter bliver de overført til modtagecentre forskellige steder i Italien.
Lampedusas befolkningstal er på 6000.
14. september lød det fra borgmester Filippo Mannino ifølge Reuters, at øen på cirka to døgn havde modtaget omkring 7000 migranter.
– Vi har nået “point of no return”, og øen er i krise, sagde han under en radioudsendelse.
Ifølge Filippo Mannino har Lampedusa altid taget imod migranter med åbne arme. Men grænsen er nået.
– Europa og den italienske stat skal træde til med det samme og hjælpe med en hurtig overførsel af mennesker.
Modtagecentret på øen har en kapacitet på 400 mennesker.
Migranterne kommer ifølge Reuters fra Nordafrika.
/ritzau/
Andre læser også