Et israelsk angreb i Syrien sent mandag har dræbt en soldat og såret syv personer, herunder to civile.
Den internationale lufthavn i byen Aleppo er samtidig blevet sat ud af drift.
Det oplyser syriske statsmedier med henvisning til en militær kilde, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder oplyser ifølge nyhedsbureauet AFP om “en række af eksplosioner” i området omkring Aleppos internationale lufthavn samt den militære luftbase Nayrab.
Ifølge den britiske organisation er der meldinger om store skader begge steder, ligesom “israelske missiler faldt på forsvarsfabrikker i Safireh-regionen”. Det har ligeledes “skabt materiel skade”, skriver AFP.
I mere end et årti har der været krig i Syrien. I den periode har Israel stået bag hundredvis af angreb på syrisk territorium. Angrebene har især haft som mål at ramme Iran-støttede militser samt styrker fra den syriske hær og libanesiske Hizbollah.
Iran-støttede militser er tungt tilstede i Aleppo-regionen, efter at have ydet afgørende støtte til den syriske hær i forbindelse med generobringen af byen fra oprørsgrupper i 2016.
22. marts ødelagde et israelsk angreb et formodet militærdepot, der formentlig blev brugt af Iran-støttede militser i lufthavnen. Det oplyste Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder efter angrebet. Her lød det ligeledes fra myndighederne, at angrebet førte til, at lufthavnen var ude af drift.
7. marts mistede tre personer livet efter et angreb på lufthavnen, der også satte trafikken ud af drift. Her lød det fra de syriske myndigheder, at det satte en midlertidig stopper for de afgørende leverancer af nødhjælp efter jordskælvet i februar.
– Det er ikke muligt at modtage nødhjælpsleverancer, før skaden er blevet repareret, sagde Suleiman Khalil, der er repræsentant for Syriens transportministerium.
/ritzau/
Andre læser også