Det skriver det britiske medie BBC.
Ifølge det israelske medie The Times of Israel er det 13 kvinder og børn, som skal løslades søndag. Desuden er det angiveligt planen, at syv udenlandske statsborgere også løslades.
Avisens meldinger kommer fra Qatar, der har spillet en rolle som mægler i våbenhvilen mellem den palæstinensiske bevægelse Hamas og Israel.
Meldingen fra det israelske medie om antallet er ikke officielt bekræftet. De seneste dages udvekslinger har været præget af en del usikkerhed.
Søndag ankom den anden gruppe af gidsler – 13 israelere og fire thailændere – ifølge nyhedsbureauet Reuters til Israel. De var en del af lørdagens udveksling, som var præget af uenighed om nødhjælp til Gaza.
Hamas udskød således udleveringen, fordi bevægelsen ikke mente, at Israel overholdt sin del af aftalen om nødhjælp.
Problemet blev dog løst – blandt andet med hjælp fra mæglerne Egypten og Qatar. Det skriver Reuters. Uenigheden viste, at den foreløbigt fire dage lange våbenhvile er skrøbelig.
Som led i aftalen er det planen, at 150 palæstinensiske fanger samt 50 gidsler hos Hamas skal.
Våbenhvilen kan forlænges, hvis parterne kan blive enige om yderligere udvekslinger.
Gidslerne hos Hamas er del af en gruppe på omkring 240 mennesker, som blev bortført, da Hamas trængte ind i det sydlige Israel 7. oktober.
Her blev 1200 mennesker, hovedsageligt civile, ifølge israelske myndigheder dræbt.
Knap 15.000 er blevet dræbt i Gaza i Israels efterfølgende offensiv, oplyser palæstinensiske sundhedsmyndigheder.
/ritzau/
Andre læser også