AVIZ

IS-brud får endeligt afslag på at vende hjem til Storbritannien

Britain Begum
Britain Begum (Uncredited/Ritzau Scanpix)

Det har en britisk appelkommission afgjort onsdag formiddag.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters og det britiske medie Sky News.

Shamima Begum blev kendt både i og uden for Storbritannien, da hun i 2019 fik frataget sit britiske statsborgerskab. Det skete på grund af hendes tilknytning til den militante bevægelse Islamisk Stat.

Den unge brite blev et symbol på de juridiske og etiske dilemmaer, som flere europæiske lande har kæmpet med, efter at deres borgere er rejst til Syrien og på den ene eller anden måde har tilsluttet sig Islamisk Stat.

Begum var bare 15 år, da hun rejste til Syrien via Tyrkiet og derefter – ifølge hendes egne oplysninger – blev gift med en hollandsk Islamisk Stat-kriger.

Hun levede i det, som Islamisk Stat kaldte sit kalifat. Det blev nedkæmpet og faldt fra hinanden i slutningen af 2017. Herefter blev Begum som mange andre kvinder fra kalifatet indsat i fangelejren al-Hol i Syrien.

Under sin tid i Syrien har Begum født tre børn. De er alle døde.

Flere retsinstanser har slået fast, at Begum ikke kan beholde sit britiske statsborgerskab. Senest den britiske højesteret i 2021.

Højesteret begrundede afgørelsen med, at den unge kvinde på grund af sin tilknytning til Islamisk Stat udgør en trussel mod det britiske samfund.

Denne afgørelse ankede hun hos en særlig instans – The Special Immigration Appeals Commission – som behandler ankesager om blandt andet statsborgerskab.

Med kommissionens afgørelse er der ingen udsigt til, at Shamima Begum nogensinde får sit britiske pas tilbage. Begum er dermed teknisk set statsløs.

Hendes familie kommer fra Bangladesh. Men Bangladesh har afvist, at Begum automatisk ville få statsborgerskab i landet, hvis hun mistede sit britiske statsborgerskab.

Under appelsagen har Begums advokater fremført, at hun som teenager blev groomet – altså lokket – af medlemmer af Islamisk Stat til at flytte til Syrien og gifte sig med en ældre mand.

De britiske myndigheder har svigtet ved ikke at efterforske dette, som i bund og grund er menneskehandel, mener advokaterne.

Det britiske indenrigsministerium har ifølge Reuters på den anden side understreget, at sagen mod Begum handler om national sikkerhed snarere end menneskehandel.

/ritzau/

Andre læser også