AVIZ

IOC sætter fem nye sportsgrene på OL-programmet i 2028

2023 NCAA Lacrosse: Division I Men''s Championship Notre Dame v D

Det betyder, at cricket, lacrosse, flag football, soft- og baseball og squash bliver en del af OL-programmet i Los Angeles i 2028, skriver flere nyhedsbureauer.

De fem sportsgrene er blevet foreslået af de amerikanske OL-værter og blev godkendt af IOC’s eksekutivkomité i sidste uge. Mandag har IOC’s medlemmer ved afstemning valgt at følge eksekutivkomitéens indstilling.

Cricket, der nyder stor popularitet i blandt andet Storbritannien, Indien og Pakistan, var på OL-programmet for første og hidtil eneste gang i 1900.

Lacrosse var med i 1904 og 1908 og har været såkaldt demonstrationssport nogle gange siden.

Softball og baseball har været med flere gange, mens squash og flag football er nye i olympisk sammenhæng. Squash har tidligere i årevis uden held forsøgt at blive optaget på det olympiske program.

IOC har samtidig stemt for, at moderne femkamp kan fortsætte som OL-sport i en opdateret udgave uden heste.

Sporten blev udsat for hård kritik under OL i Beijing, da billeder dukkede op af en tysk træner, der slog en usamarbejdsvillig hest i forbindelse med femkampens dressurkonkurrence, hvor hestene fordeles ved lodtrækning.

Dressur bliver i 2028-udgaven erstattet af forhindringsløb. De fire øvrige discipliner er fægtning, svømning, skydning og løb.

/ritzau/

Andre læser også