AVIZ

Interesse for Muhammed-tegninger har lagt hjemmeside ned

Danish cartoonist Westergaard, who sparked anger in the Muslim world with his caricatures of the prophet Mohammed, arrives for a news conference before the awarding ceremony in Potsdam

Det fortæller auktionsleder Erik Guldager, der tilføjer, at flere tusinde besøgte hjemmesiden hver time søndag, hvor auktionen startede.

– Jeg kan se på mail-flowet, at der er det, jeg vil betegne som meget stor interesse, siger Erik Guldager.

– Der er mange, der har spørgsmål og tilmelder sig nyhedsbrevet.

Lige op til auktionens start var auktionshusets hjemmeside lagt ned i ti timer, mens den andre gange er brudt sammen i få minutter eller op til et par timer.

– Vi har haft nok at se til af rent teknisk karakter, og så har vi haft en del at se til med hensyn til folk, der registrerer sig online, og folk, som gerne vil afgive bud gennem telefonen, siger auktionslederen.

– Det var jeg ikke helt forberedt på, men det er vi ved at være på omgangshøjde med.

Af auktionshusets hjemmeside fremgår det tirsdag middag, at man har modtaget et bud på 340.000 euro – svarende til omkring 2,5 millioner kroner – for den “originale tegning” af profeten Muhammed med en bombe i turbanen.

Den blev første gang bragt i Jyllands-Posten i 2005.

Det skabte voldsomme protester, og Kurt Westergaard levede resten af sit liv med PET-beskyttelse og blev flere gange truet på livet.

Startbuddet lå på 200.000 euro, men det er ikke sikkert, at det nuværende bud er nok til, at tegningen rent faktisk bliver solgt.

Rekvirenten, som er personen, der har anmodet om auktionen, har således forud for auktionen haft en ønske om en minimumpris.

– Hvis ikke vi når den fastsatte pris, så bliver der ikke nogen handel, siger Erik Guldager, som ikke vil nævne beløbet.

Han fortæller, at interessen understreges ved, at besøgene på hjemmesiden stammer fra folk fra flere kontinenter.

Samtidig er der natten til tirsdag blevet afgivet to bud.

– Det er også et tegn på, at der sker lidt ude i verden. Den er i et pænt beløb allerede nu, men om den bliver solgt, ved jeg ikke, siger Erik Guldager.

Den første auktion slutter 1. marts. Samlet er der tre runder med i alt seks versioner af Muhammed-tegningen.

/ritzau/

Andre læser også