AVIZ

Inflationen dykkede til 0,9 procent i september

Prisen på benzin stiger

Danmarks Statistik har opgjort væksten i forbrugerpriserne i sidste måned til 0,9 procent på årsbasis.

Det er væsentligt lavere end de 2,4 procent, som blev registreret i august. Og det er der grund til at glæde sig over, mener Søren V. Kristensen, der er cheføkonom i Sydbank.

– Det er godt nyt, at inflationen er faldet så meget over det seneste år. Faktisk er det næsten helt fantastisk godt nyt, at det store fald i inflationen over det seneste år er sket, uden at økonomien har lidt alt for stor skade i processen, konstaterer han.

Det er hovedsageligt lavere energipriser, der er årsagen til, at det kun er blevet en lille smule dyrere at være forbruger sammenlignet med, hvordan det var for et år siden.

Og det er også årsagen til, at vi nok må forberede os på, at inflationen på et tidspunkt tager en tur opad igen.

– Inflationen vil stige, når energipriserne i starten af næste år trækker lidt op i forbrugerpriserne igen. Når det er sagt, så er kursen på inflationen nedadgående. Vi er ovre det værste, og inflationen er generelt på vej ned, siger Allan Sørensen, der er cheføkonom i Dansk Industri.

Den såkaldte kerneinflation – der ikke medregner energi- og råvarepriser – er opgjort til 3,7 procent mod 4,2 procent måneden forinden.

Det skyldes ifølge Mette Hørdum Larsen, der er cheføkonom hos Lederne, at lønningerne er steget meget det seneste år.

– Den rigtig gode nyhed er dog, at lønningerne vil stige mere end priserne. Forbrugerne dermed får mulighed for at genvinde den købekraft, som blev kraftigt udhulet sidste år med den meget høje inflation, siger hun i en kommentar til tallene.

/ritzau/

Andre læser også