AVIZ

IMF lover Ukraine 108 milliarder til genopretning af økonomi

(Alexander Ermochenko/Reuters)
(Alexander Ermochenko/Reuters)

Pengene udbetales over fire år og skal hjælpe med at genoprette det krigsramte lands økonomi.

Det europæiske land har været i krig med Rusland, siden russiske soldater invaderede landet i februar sidste år.

– I tillæg til den forfærdelige humanitære belastning fortsætter Ruslands invasion af Ukraine med at have en ødelæggende effekt på økonomien, udtaler lederen af IMF’s mission i Ukraine, Gavin Gray, i en erklæring.

Fireårsplanen skal støtte Ukraines igangværende, gradvise genopretning af økonomien. Samtidig skal den fremme en langsigtet vækst i forbindelse med genopretningen efter krigen samt landets vej til optagelse i EU, står der i erklæringen.

Planen skal formelt godkendes af IMF’s bestyrelse.

Ifølge Gavin Gray faldt Ukraines økonomiske aktivitet med 30 procent sidste år. Imens steg fattigdommen, og meget af kapitalbeholdningen forsvandt.

IMF forudser, at Ukraines økonomi langsomt vil komme sig i løbet af de kommende kvartaler. Det vil ske, “efterhånden som aktiviteten genopretter sig efter den alvorlige skade, der er blevet gjort på den kritiske infrastruktur”.

– Men akutte makroøkonomiske udfordringer fortsætter på grund af omfanget af chokket og udvidelsen af det finanspolitiske underskud, udtaler Gray.

Ifølge IMF vil bestyrelsen gennemgå lånepakken i løbet af de kommende uger.

Nyheden om lånepakken kommer, mens Kinas præsident, Xi Jinping, er på officielt besøg hos præsident Vladimir Putin i Rusland.

Tirsdag drøftede de to blandt andet et kinesisk forslag om en våbenhvile i Ukraine, mens de gav udtryk for sammenhold og optrappet rivalisering med Vesten.

/ritzau/AFP

Andre læser også