AVIZ

Hvideruslands Lukasjenko: Vi går ikke ind i krigen mod Ukraine

PLUS Putin bakker op om trængt Lukasjenko
PLUS Putin bakker op om trængt Lukasjenko (Pool New/Reuters)

Lukasjenko, som ofte har afvist påstande fra Ukraine og fra Vesten om, at hans land kan blive inddraget mere i konflikten på Moskvas side, siger, at han fredag skal mødes med Ruslands præsident, Vladimir Putin.

– Vi går ikke ind i krigen. Jeg er parat til at kæmpe sammen med russerne fra det hviderussiske territorium, i det tilfælde at blot en enkelt soldat fra et andet land kommer ind i Hviderusland for at dræbe mit folk, siger han på et pressemøde torsdag ifølge Belta.

– Hvis der er aggression mod Hviderusland, så vil reaktionen være den strengeste, og krigen vil få en helt anden natur, tilføjer han.

Da Rusland invaderede Ukraine i februar sidste år, skete det blandt andet gennem Hviderusland. Russernes mislykkede offensiv mod Kyiv sidste år havde udgangspunkt i Hviderusland.

Tidligere i år var der stærkt optrappede fælles militære aktiviteter i Hviderusland, hvor russerne var inddraget. Hviderusserne og russerne gennemførte også fælles luftmanøvrer i det hviderussiske luftrum, hvilket udløste bekymring for, at Hviderusland var på vej ind i krigen mod Ukraine.

Ifølge diplomater, som nyhedsbureauet Reuters har talt med, vil det dog være et meget upopulært træk i Hviderusland, hvis landet selv går ind i krigen. Der er udbredt utilfredshed med Lukasjenkos styre, som med russisk støtte har slået hårdt ned på demokratiske protester mod valgsvindel og krænkelser af menneskerettighederne.

/ritzau/Reuters

Andre læser også