AVIZ

Hver tredje dansker bor i storbyerne

Valby
Valby (Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix)

Det viser en ny byopgørelse fra Danmarks Statistik for 1. januar 2023.

En stigende andel af befolkningen bor i de største byområder som hovedstadsområdet, Aarhus, Odense og Aalborg.

En tredjedel – 33 procent – af befolkningen boede per 1. januar 2023 i de største byområder.

I 2013 var det 31,5 procent.

I perioden er befolkningen vokset med 11 procent i de største byområder mod en befolkningsvækst på 5,9 procent i hele landet.

I samme periode er andelen af mennesker, der bor i landdistrikter, faldet.

For ti år siden boede hver ottende i et landdistrikt. I 2023 er det tættere på hver niende.

Det svarer til 687.588 personer, der 1. januar 2023 var registreret som boende i et landdistrikt.

Et landdistrikt er afgrænset af personer, der bor uden for byområder eller i byer på mindre end 200 indbyggere, skriver Danmarks Statistik.

Generelt er andelen af personer, der bor i landdistrikter, lavest i de kommuner, der ligger omkring hovedstaden.

/ritzau/

Andre læser også