Det viser en ny spørgeskemaundersøgelse, som Udlændinge- og Integrationsministeriet har offentliggjort mandag aften.
Konkret er det 37 procent – knap fire ud af ti voksne – der i undersøgelsen svarer, at de ønsker at blive boende i Danmark. Også når krigen er slut.
Desuden svarer 40 procent, at de gerne vil blive boende i Danmark, så længe krigen varer. Eller indtil sikkerhedssituationen tillader, at de rejser hjem.
I alt er omkring 30.000 ukrainere kommet til Danmark, i forbindelse med at Rusland for snart et år siden – den 24. februar 2022 – indledte en krig i Ukraine.
17.126 af dem er voksne over 18 år, som har fået opholdstilladelse i Danmark efter en særlov, som blev vedtaget i foråret sidste år.
Af dem har omkring 7500 svaret på spørgeskemaet. Det svarer til 44 procent.
Hos flere kommuner, Ritzau har talt med, er det overordnede indtryk, at ukrainerne bidrager og gerne tager de job, der er.
Derfor vil eksempelvis Hans Stavnsager (S), borgmester i Faaborg-Midtfyn Kommune, ikke have noget imod, hvis flere af dem bliver.
I Faaborg-Midtfyn er 321 ukrainere blevet visiteret til en bolig.
– Det er måske en lidt egoistisk holdning at have, for i virkeligheden er det jo vigtigt, at så mange af dem som muligt kommer tilbage til Ukraine og er med til at bygge landet op.
– Men ud fra en egoistisk synsvinkel tror jeg, det vil være godt for kommunen, hvis en del bliver. Vi har brug for arbejdskraft – som kommune og i vores virksomheder, siger han.
Der er i undersøgelsen forskel på, om ukrainerne ønsker at rejse tilbage alt efter alder.
Jo ældre de fordrevne ukrainere er, desto større er ønsket om at vende tilbage til Ukraine.
At ukrainerne overhovedet valgte at rejse til Danmark, skyldtes ifølge undersøgelsen for langt størstedelen, at de havde et netværk i Danmark.
Således søgte to ud af tre af de adspurgte ukrainere ophold i Danmark, fordi de enten havde en tilknytning til Danmark før krigen, eller fordi de havde et netværk i Danmark på grund af krigen.
Andre fik et netværk i Danmark på grund af krigen, fordi deres venner flygtede til Danmark, før de selv gjorde. Det gjaldt for 15 procent.
Undersøgelsen er gennemført i oktober og november 2022.
/ritzau/
Andre læser også