AVIZ

Hospitalsdirektør anholdt: 29 omkommer i brand i Beijing

CHINA-FIRE-DISASTER-EMERGENCY
CHINA-FIRE-DISASTER-EMERGENCY (Greg Baker/Ritzau Scanpix)

Dødstallet efter en brand på et hospital i Beijing er steget til 29.

Det oplyser viceborgmester Li Zongrong onsdag under et pressemøde i den kinesiske hovedstad.

Branden brød ud tirsdag.

Tidligere meldinger lød på, at 21 personer var omkommet.

Efter branden har kinesisk politi anholdt 12 personer. Blandt dem er direktøren for hospitalet, oplyser myndighederne.

Ifølge den statslige, kinesiske tv-station CCTV peger de indledende undersøgelser af branden på, at branden opstod i forbindelse med renoveringen af en af hospitalets sengeafdelinger.

Konkret var det tilsyneladende gnister, der kom i forbindelse med brandbar maling, som udløste branden.

De omkomne var 16 kvinder og 13 mænd, fortæller Li Zongrong.

Li Zongrong er viceborgmester i Fengtai-distriktet, hvor hospitalet ligger.

Han udtrykker sin medfølelse med de efterladte.

– Vi angrer og føler dyb skyld, siger han på pressemødet.

Ifølge CCTV var der 26 patienter blandt de omkomne. Derudover døde to ansatte på hospitalet i branden og en enkelt pårørende.

/ritzau/AFP

Andre læser også