Det oplyser WGA.
Den treårige aftale blev indgået i slutningen af september efter en længere strejke, og nu har 99 procent af medlemmerne altså endeligt godkendt den.
Det svarer til omkring 8500 af fagforeningens medlemmer.
– Sammen har vi været i stand til at opnå det, som mange sagde var umuligt for bare seks måneder siden, udtaler formand Meredith Stiehm fra Writers Guild of America West (WGAW).
Aftalen er blevet indgået med Alliance of Motion Picture and Television Producers (AMPTP), der er underholdningsselskaberne organisation.
AMPTP er repræsentant for over 350 amerikanske filmproducenter og -studier. De forhandler på vegne af mediegiganter som Netflix, Amazon og Disney.
WGA’s medlemmer havde indtil mandag til at afgive deres stemme om, hvorvidt den foreslåede aftale skulle endeligt godkendes eller ej.
Aftalen indeholder en lønstigning og beskyttelse af manuskripter over for kunstig intelligens i branchen.
Manuskriptforfatterne begyndte at strejke i starten af maj, og der skulle gå næsten fem måneder, inden de genoptog arbejdet 27. september.
Strejken medførte, at mange film- og tv-produktioner blev standset.
Der er dog fortsat ikke indgået nogen aftale for Hollywood-skuespillere, der sluttede sig til manuskriptforfatternes strejke i starten af juli.
Begge faggrupper har kæmpet for at få mere i løn.
Der har også været bekymringer om brugen af kunstig intelligens til at skabe manuskripter.
De to strejker – hvoraf den ene altså er afsluttet – har forsinket serier som “The Last of Us” og “Stranger Things”.
/ritzau/Reuters
Andre læser også