– Har du ikke noget at sige nu?, lød det fra Holger Rune, da de to trykkede hånd over nettet efter kampen.
Spørgsmålet skal efter alt at dømme ses som en henvisning til en kommentar fra Wawrinka i november sidste år.
Her slog Holger Rune Stan Wawrinka i et tresætsdrama ved Masters 1000-turneringen i Paris efter at have overlevet tre matchbolde i andet sæt mod den tredobbelte grand slam-vinder.
Schweizeren var dog ikke imponeret over danskerens opførsel på banen, hvilket han fik fortalt ham ved nettet.
– Stop med at opføre dig som en baby på banen, sagde Wawrinka til Rune.
Om den danske teenager ville have den 37-årige schweizer til at erkende, at han siden var vokset med opgaven, står hen i det uvisse.
Heller ikke Stan Wawrinka var tilsyneladende klar over, hvad Holger Runes intention med spørgsmålet var.
– Hvad vil du have, at jeg skal sige?, nåede Wawrinka at spørge, inden Holger Rune drejede om og forlod samtalen på banen i Indian Wells.
Mandagens kamp i tredje runde varede i 2 timer og 41 minutter og endte med en sejr til schweizeren på 6-2, 6-7, 7-5.
Rune fik undervejs behandling for et problem med højre skulder, og i tredje sæt drillede anklen øjensynligt også, før nederlaget blev en realitet.
I fjerde runde af Indian Wells møder Wawrinka italienske Jannik Sinner.
/ritzau/
Andre læser også