Skuespilleren Holger Perfort, der blandt andet er kendt som overtjener Olsen i “Matador”, er død i en alder af 97 år.
Det skriver Ekstra Bladet med henvisning til offentlige registre.
Han døde 29. april 2023.
Perfort har haft en meget lang række af roller på teaterscener, film og tv.
Ud over sin rolle i “Matador” er Perfort kendt fra flere forskellige roller i filmene om “Olsen Banden” samt som professor Ulrich i Lars von Triers tv-serie “Riget”.
Perfort blev uddannet på Aarhus Teater og debuterede i 1948 som sømanden i stykket “30 års henstand” af Carl Erik Soya.
Han blev ved med at optræde også i en sen alder i en karriere, der altså varede omkring 70 år.
Da han som 94-årig i 2019 skulle spille rabbiner i en opsætning af “Spillemand på en tagryg” på Det Ny Teater, udtalte han til Berlingske om forholdet til sit arbejde og sin meget lange karriere:
– Hvis de står helt uden for arbejdsmarkedet, siger man jo om alle mennesker, at de virkelig ikke bør sidde i sofaen hele dagen. Man skal gå en tur.
– For mig er det så turen hen til teatret. Jeg har været glad for at være skuespiller i alle de år, jeg har været det. Og det er jeg stadigvæk, sagde Perfort.
I senere år har tv-seere blandt andet kunnet opleve ham i en mindre rolle som Methuselah i Ole Bornedals tv-serie “1864” fra 2014, ligesom han lagde stemme til Kongen i tegnefilmen “Den Lille Prins” i 2016.
På de skrå brædder har han gennem årene blandt andet spillet Holberg-komedier så som Arv i “Henrik og Pernille” og Henrik i “Den vægelsindede”.
Men han har også spillet grønthandler Schulz i “Cabaret” og konsul Mørch i “Livsens Ondskab”.
Også for det faglige fællesskab har han haft et virke, der har sat et mærke for eftertiden.
Han var blandt andet som formand for Skuespillerforbundet i 1969 til 1976 med til at starte en a-kasse for skuespillere, ligesom han var med til at grundlægge Skuespillerhåndbogen.
Holger Perfort var gift med skuespiller Lillian Tillegreen, der døde i 2002. Sammen fik de en søn.
/ritzau/
Andre læser også