Canadiske Corey Conners, engelske Aaron Rai samt de to amerikanere Justin Lower og Chesson Hadley slog sig delt til tops med hver fem under par.
Men det var ugens nyhed om fusionen mellem PGA Tour, DP World Tour og udbrydertouren LIV Golf og dens ejer, saudiarabiske Public Investment Fund, som opmærksomheden var rettet mod.
– Forhåbentligt kan de komme videre og begynde at give os nogle svar på mange af de spørgsmål, vi har. Jeg ved ærlig talt intet, siger Chesson Hadley ifølge nyhedsbureauet AFP.
Det var tirsdag, at golftourene offentliggjorde, at de har begravet stridsøksen og i stedet stiftet et fælles selskab, der skal pleje deres fælles kommercielle interesser og “forene golf på global basis”.
Lukrative, men omdiskuterede LIV Golf er klandret for at være et forsøg på sportswashing fra saudiarabisk side, men nu tager PGA gerne imod de beskidte penge, lyder en del af kritikken.
Rory McIlroy er en af golfsportens største stjerner og har været krads i sin kritik af LIV Golf, der er finansieret af saudiarabiske penge.
Men efter at have sundet sig ovenpå tirsdagens nyhed tror den nordirske profil, at fusionen er godt for sporten.
– Hvis jeg ikke tænker på mig selv og kigger på det større billede ti år ude i fremtiden, så tror jeg i sidste ende, at det her bliver godt for professionel golf, sagde McIlroy onsdag ifølge AFP.
Chesson Hadley siger torsdag, at han har hørt rygter om, at stjernespillere som McIlroy og Tiger Woods, der afviste lukrative tilbud om at tilslutte sig LIV, muligvis bliver kompenseret for deres loyalitet.
– Dem, der tilsluttede sig LIV, gjorde ikke det forkerte. De tog en forretningsmæssig beslutning. Det vil jeg ikke bære nag over, siger Hadley.
– Men jeg vil gerne blive belønnet for min beslutning om at forblive loyal.
/ritzau/
Andre læser også