AVIZ

Hizbollah hævder at have sendt luftskyts over Israels grænse

A view shows Ayta al-Shaab village as pictured from Rmeish near the Lebanese-Israeli border, in southern Lebanon

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Angrebet er angiveligt et modsvar på, at israelske angreb de seneste dage har kostet tre Hizbollah-medlemmer livet.

Israels militær oplyser også onsdag, at dets styrker er blevet udsat for angreb med panserværnsvåben. De israelske styrker er begyndt at skyde mod Libanon som modsvar, skriver Reuters.

Der er onsdag ikke umiddelbart oplysninger om døde eller tilskadekomne.

Uroen ved grænsen mellem Libanon og Israel kommer oven i et blodigt opgør mellem den militante gruppe Hamas og den israelske hær.

Hamas iværksatte lørdag morgen et angreb mod Israel. Angrebet har frem til onsdag kostet mindst 1200 personer livet i Israel.

Israelerne har svaret igen med hundredvis af modangreb og med en belejring af Gazastriben. Det betyder, at mad, vand, brændstof og elektricitet er blevet afskåret fra det tætbefolkede område.

Libanesiske Hizbollah er en shiamuslimsk milits, der er støttet af Iran.

Den er ikke tilknyttet Hamas, men har også et mål om oprør mod Israel.

I kølvandet på Hamas-gruppens angreb lørdag sagde Hizbollah i en udtalelse, at angrebet var et “resolut svar på Israels fortsatte besættelse”.

EU har betegnet Hizbollahs militære gren som værende en “terroristgruppe”. Det gælder dog ikke bevægelsens politiske gren.

FN’s midlertidige styrke i Libanon (Unifil), der har til formål at afbøde konflikter på grænsen mellem Israel og Libanon, sagde tirsdag, at den er i kontakt med begge sider ved grænsen mellem Israel og Libanon.

Styrken prøver at “nedskalere den meget farlige situation”, lød det.

/ritzau/

Andre læser også