For ikke siden Anden Verdenskrig har der blot været én erklæret statsministerkandidat i Danmark, fortæller Niels Wium Olesen, der er lektor i historie på Aarhus Universitet.
Han mener, meldingen må gøre ondt på Venstre og kalder det “utrolig usædvanligt”, at Venstre ikke per definition rækker ud efter Statsministeriet.
For det er en “indarbejdet forståelse af sig selv” i partiet.
– Men nu har de jo sagt, at de ikke vil. Det er svært for dem, det er virkelig svært for dem, siger Niels Wium Olesen.
– Som historiker skal jeg næsten også ryste hovedet for at forstå det. For det er et gammelt magtparti.
Han nævner, at eksempelvis efter valget i 1981, hvor De Konservative fik seks mandater mere end Venstre, havde partiet en “attitude og en underforståelse”, at Venstre skulle have statsministerposten. I sidste ende fik Poul Schlüter (K) den dog.
Niels Wium Olesen påpeger dog, at man skal anerkende den situation, Venstre står i.
– Når man er i koalitionsregering med et andet parti, der har statsministerposten og med garanti stiler efter at genvinde posten, så er det en vanskelig sag at gøre det til et kardinalpunkt, at man har en statsministerkandidat, siger han.
Midterregeringen og Venstres størrelse gør også ifølge professor og valgforsker Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet, at det havde været “absurd at sige noget andet” for Venstre.
Han tror, at partiets vælgere vil acceptere meldingen “på kort sigt”.
– For det er det rigtige billede af, hvordan dansk politik ser ud nu.
– Så selvfølgelig er Venstres vælgere både forstående og realistiske, men deres ønske, tror jeg, er fuldstændig klart – de vil have en borgerlig statsministerkandidat, som de kan bakke op omkring mod Socialdemokratiet.
Den vurdering kommer af, at “bevægelserne mellem de to blokke er minimale”.
– Vælgerne er stadigvæk røde og blå, siger Kasper Møller Hansen.
/ritzau/
Andre læser også
