Herning Blue Fox skal have ny træner.
Ishockeyklubben, der tabte DM-finaleserien til Aalborg Pirates i den netop færdigspillede sæson, har besluttet ikke at forlænge samarbejdet med finske Pekka Tirkkonen.
Det fortæller direktør Torben Skovsgaard til Herning Folkeblad.
Der er intet odiøst i afslutningen af samarbejdet, forsikrer klubdirektøren, som kun har positivt at sige om finnen.
– Det er ingen kritik af Pekka. Vi har fuldt ud fået det, vi forventede med den type og den profil, som Pekka er, siger Skovsgaard til Herning Folkeblad.
– Han har givet ro og kontinuitet i huset og været utroligt nem at samarbejde med. Altid ydmyg og professionel hele vejen igennem, siger Torben Skovsgaard.
– Men når det er sagt, så har vi vurderet, at vi har behov for en anden profil for at tage næste step, siger han.
Herning har i løbet af april kæmpet om DM-guldet med Aalborg, som i sidste ende trak det længste strå.
Det blev afgjort, da Aalborg i tirsdags vandt 3-2 i finaleseriens sjette kamp. Dermed fik Herning sølvmedaljer. Det var første gang i fem år, at klubben sikrede sig metal.
Pekka Tirkkonen har været i Herning Blue Fox i to sæsoner, og i dem begge førte han klubben til pokalfinalen. I andet forsøg lykkedes det at løfte pokalen for første gang i otte år.
Torben Skovsgaard fortæller, at Pekka Tirkkonen var skuffet, da han torsdag fik nyheden om, at han ikke får sin kontrakt forlænget.
Herning forventer at have en ny træner på plads inden for få uger, lyder det.
/ritzau/
Andre læser også